Susanne Hegelund fyret fra DR

TV Avisens chef Susanne Hegelund er fyret fra DR, erfarer MediaWatch.
MediaWatch

Endnu en topstilling i DR står tom i løbet af i dag.

MediaWatch erfarer, at chef for TV Avisen, Susanne Hegelund, er blandt de chefer, der er blevet afskediget til formiddag.

Dermed mister DR endnu en af sine kvindelige chefer. I november sagde Mette Bock op, hvilket satte gang i de strukturændringer i DR, der har medført en sand chef-lavine. Også Mette Bocks underdirektør, Suzanne Moll, blev fyret efter kun 17 dage på posten. 

Nyhedschef og konstitueret chef for DR Nyheder, Ulrik Haagerup, har ingen kommentarer til MediaWatch' oplysninger og ønsker først at udtale sig, efter at alle ændringerne i DR er meldt ud senere på dagen.

Susanne Hegelund overtog stillingen som chef for TV Avisen 1. november 2007 og kom fra en stilling som ansvarlig for DR Nyheders politiske redaktion. Hun har arbejdet for at gøre DR's tv-aviser mere nærværende og tilføre dem overskud. I et interview tidilgere på året til det nu lukkede karrieremagasin for kvinder, CV, blev Susanne Hegelund fremhævet som en af få kvindelige medietopchefer.

DR har i dag meldt ud om den nye chefstruktur - hvor også DR's distributionschef, Erik Henz Kjeldsen, forlader sin stilling - om han bliver i DR er endnu uvist. 

- MediaWatch

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også