WASHINGTON DC - Som udlandsdansker er der mange ting man skal passe på med. F.eks. den dårlige vane det er at kritisere danskerne og sit fædreland ved enhver lejlighed. Fordi det, som enhver jantelovsdansker ved, altid vil blive udlagt som latterlig selvhøjtidelighed; uh, så fin man er blevet på den.

Hvor grinagtigt er det også at mene, at Danmark er blevet endnu mere stammeagtigt sær, siden man selv for små ti år siden forlod Dronningeriget. Og næh nej, det har intet som helst at gøre med Muhammedtegninger eller Dansk Folkeparti eller tørklædedebatter - skønt det er fascinerende for enhver udenrigsjournalist at opdage, at det danske flag, som alle unge med respekt for sig selv i 1980erne og 1990erne klistrede fast på rygsækken under den obligatoriske dannelsesrejse jorden rundt, nu har forvandlet sig til en ideologisk fane, som skaber diskursive lynnedslag overalt.

Gribes af tv-tungsind
Men nej, det er ikke det, denne klumme handler om. Det er derimod det tungsind, der altid griber mig, når jeg tænder for dansk tv - og det gør man jo, når man kommer hjem til den fædrene gård.

Og fordi jeg er en politisk nørd, zapper jeg rundt mellem politiske debatprogrammer på DR1 og DR2 (jeg kan ikke bedømme de nyåbnede DR-kanaler, for de fandtes ikke sidst jeg var i landet). Og så er det de samme 15 mennesker (hovedsagligt mænd), der dukker op igen og igen og igen.

Jeg er ikke sart. Jeg har intet imod at se på de samme analytikere, de samme kommentatorer, de samme tidligere spindoktorer, de samme professorer og de samme chefredaktører et par gange. Men hver gang? De samme, dag ind, dag ud. Nej.

Tomgangen toppede under Muhammed-krisen, men det er fortsat. Og udbudet synes at være tidsresistent. Det er de samme mennesker, der udtaler sig nu som det var for otte år siden, da jeg forlod landet. En stor jovial, røvsyg fætterkusinefest - for nu at sige det på godt dansk.

Garden tilbage
Naturligvis er der andre af og til. Vikarerne som står på spring til at overtage en fast plads, når en af veteranerne en gang skal på pension om en 40 års tid. Så popper den ukuelige prorektor Lykke Friis op. Så ser man en forlagsdirektør, en ny professor eller en pressechef, der ved noget om en kampagne. Men vupti – så kommer den prøvede garde tilbage.

Kan de mange studieværter, redaktionssekretærer og redaktører ikke please tage at gøre listen bredere. Danmark er et lille land javel. Men hvorfor gøre det mindre ved at lade som om, der kun findes 20 tænkende væsener ud af 5,3 millioner. Ring til en anden næste gang. Ikke en gammel for alderens skyld. Ikke en ung for ungdommens skyld. Ikke en kvinde for kønnets skyld. Ikke en glatnakket ’kendt’, der sidder i en bestyrelse eller fører sig frem i et eller andet lokalt jetset. Bare et nyt veluddannet, veltalende og velanalyserende menneske, hvis kvalificerede holdning, vi faktisk ikke kender.