De Unge Mødre - som at gå i Zoo

Veluddannede kvinder med tjek på tilværelsen elsker Kanal 4's 'De Unge Mødre', men forstår ikke de medvirkende, konkluderer et nyt speciale.
MediaWatch

Mange veluddannede kvinder drages mod dokumentarserien De Unge Mødre på Kanal 4. Men hvorfor?

Det spørgsmål har to studerende fra RUC stillet i et speciale, som er blevet præmieret med højeste karakter. Og svaret er blandt andet, konkluderer specialet ifølge videnskab.dk, at de veluddannede kvinder bliver bekræftet i deres egen tjekkethed ved at se på unge kvinder fra et samfundslag, de ellers aldrig har kontakt med.

"De er enormt reflekterede og velfunderede, men alligevel har de ingen forståelse for de unge mødre og deres sociale arv fra hjem, hvor man ikke læser aviser eller udvikler sit sprog og sin fantasi. Det handler mere om modspejling end identifikation og om bekræftelse af én selv og af, at ens egen livsstil og egne idealer er de helt rigtige," siger Marie Meisingset - en af de to forfattere - til videnskab.dk.

De tjekkede kvinder ser på 'De Unge Mødre' med samme fascination, som man kigger på dyr i Zoo, og udsendelserne fremprovokerer stærke følelser - især grin og fnis, forargelse og jalousi. Især den sidste følelse kan overraske. Den opstår ifølge specialet, fordi nogle veluddannede kvinder inderst inde drømmer om at stå af karriereræset og bage boller i et lille hus på landet.

De højtuddannede er dog ikke kun negative i vurderingen af seriens hovedpersoner. De er for eksempel imponerede over, at kvinderne har let ved at finde kærester på trods af, at de er gravide eller har små børn - og de medgiver, at det ofte ser ud til, at børnene trives.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også