Blekingegadebanden rammer TV 2 i december

TV 2 sender dramaserien ”Blekingegade” i begyndelsen af december. Det præcise sendetidspunkt kommer til at afhænge af konkurrenterne.
Troels Gadegaard Frølich

Det bliver i første uge af december, seerne kan sætte sig til rette til TV 2's dramaserie 'Blekingegade' om banden, der fik navn efter den københavnske gade. Dermed fuldender Odense-kanalen sin nye, offensive dramastrategi med tre store, danske produktioner i et dramamættet efterår, hvoraf ’Blekingegade’ og ’Lærkevej’ er blevet til med støtte fra Public Service-puljen.

Men selvom TV 2 har offentliggjort, at serien indeholder navne af internationalt format som Ulrich Thomsen, Nikolaj Coster-Waldau og Thure Lindhardt sammen med etablerede skuespillere som Bjarne Henriksen, Troels Lyby og Helle Fagralid, har tv-stationen endnu besluttet, præcis hvornår serien bliver sendt.

”Det beslutter vi altid først tre uger før. Det er af hensyn til konkurrencen: Vi skal se, hvad konkurrenterne lægger på de forskellige tidspunkter,” siger TV 2’s programdirektør, Palle Strøm.

TV 2 sender lige nu ’Lærkevej’ torsdag klokken 20.00 med god succes; godt en million seere følger med, og Palle Strøm er ikke blind over for muligheden for, at TV 2 kan erobre torsdag klokken 20 som deres ”drama-slot” – svarende til søndag klokken 20 på DR1 – hvis ’Blekingegade’ afløser Lærkevej.

”Det lyder ikke som en dum ide,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også