WASHINGTON DC – “Det eneste, de vil have derhjemme på redaktionen, er en husmor, der har to lavt betalte jobs og som har mistet sin sygesikring. Eller er sat på gaden. De ville tro, jeg var blevet syg i hovedet, hvis jeg sagde jeg ville gå til et møde i en tænketank. Det kan du bruge ferien til, tror jeg beskeden ville være.”

Cirka sådan sagde en af mine danske kolleger i sidste uge, da vi en sjælden gang var samlet flere af os i den amerikanske hovedstad i selskabeligt øjemed for at sige farvel til en journalistisk veteran i dansk USA-journalistik, Jyllands-Postens mangeårige korrespondent i Washington DC, Klaus Justsen, som flytter ud af byen ved årets udgang.

Under middagen benyttede overtegnede lejligheden til at gøre sig munter over, hvorfor jeg altid sidder mutters alene til stort set alle debatmøder i tænketanke (som Washington vrimler med), boglanceringer, receptioner, græsrodsmøder, ja selv offentlige høringer i Senatet eller på Capitol Hill, hvor der ellers er gode muligheder for at møde ikke bare amerikanske politikere, men også de ufatteligt mange tunge aktører inden for økonomiens, erhvervslivets og kulturens verden, som boltrer sig i magtens hovedstad af den simple grund, at så store dele af det føderale budget og den politiske magt fordeles i Washington DC.

Svaret er imidlertid ikke, at mine arbejdspladser – Information, DR2 og Mandag Morgen - er kedelige eller langhårede elitemedier, men derimod (mente en langt mere erfaren og USA-vidende kollega, som jeg skal lade forblive lykkeligt anonym her), at de danske mainstream medier ikke prioriterer historier, der ikke enten handler om præsidenten eller hans ministre på den ene side, eller de “helt almindelige mennesker" på den anden.

Klicheernes kviksand
De udlandshistorier, som de dominerende medier i Danmark begaver de danske seere, lyttere eller læsere med, er nemlig først og fremmest hentet fra enten de helt overordnede begivenheder – tænk helbredsreform eller præsidentvalg – på den ene side eller en endeløs række af case-historier, der skal illustrere de samme politiske problemstillinger på den anden.

Det skal med i historien, at korrespondentkorpset i Washington DC er erfarent. Vi taler om en række tunge, aldeles velkvalificerede og godt netværkende journalister, som ved, hvad de taler om, og som har deres kontakter på plads. De får bare ikke lov til at udfolde den viden, de har. Den efterspørges ikke.

Man kan lave vox-pops, hvor man ender med de sædvanlige klicheer: den fattige hjemløse, den afroamerikanske enlige mor eller ditto unge i problemer. Den opofrende lærer, den hårdtarbejdende indvandrer, de meget omtalte “working poor”, som sættes på gaden eller den glatte børsmægler. Listen er uendelig, men fælles for det på overfladen afvekslende persongalleri er en dødelig stilstand af klichéer.

De levende menneskers funktion i den historie, der fortælles er ikke at berette om en usædvanlig eksistens eller om en ganske særligt fascinerende livshistorie, men det modsatte: at bekræfte modtagerens allerede eksisterende fordomme om bestemte udvalgte typografier i det amerikanske samfund eller alternativt et menneske, der er “ligesom mig selv", som jeg altså kan sidde i Danmark og identificere mig med.

Ved siden af eksisterer naturligvis et reservat for “kulturhistorier”. Arbejder man på en avis, kan man afsætte interviews med filosoffer, forfattere, kunstnere eller kendte kommentatorer til denne sektion. Arbejder man i de elektroniske medier – særligt DR – hældes disse historier over i de velkendte reservater på P1 eller DR2.

Stene for brød
Det, der tabes i denne rigide dikotomi er for det første de reportager, interviews eller tendenser, som fortæller de skæve, de ægte levende de klogt udfordrende historier, som findes dels i de features, hvor drivkraften er en ægte nysgerrighed over for stoffet, miljøet, diskussionen eller personen, der beskrives; de mange, mange historier, hvor et menneske eller en begivenhed ikke bare er udvalgt, fordi de skal fungere som “case” på en i forvejen fastlåst politisk eller økonomisk historie.

For det andet er det de rapporter fra interessante diskussioner, som Washington DC er uendelig rig på, og som det lille, ret lukkede og ekstremt selvcentrerede Danmark kunne lære af at lytte til. Og som modtagerne gerne vil have.

Denne problemstilling er langt fra ny. Blot er den ekstra absurd i udlandsjournalistikken, hvor korrespondenterne ikke får lov at levere valuta for deres løn, men giver stene for brød til de arme medieforbrugere. Det koster kassen at have korrespondenter udstationeret. Flere undersøgelser har vist, at flertallet af de historier, der produceres i udlandet er fælleshistorier, der groft sagt kunne laves af en godt begavet og hurtig netjournalist hjemme i København/Århus/Odense.

Kombinationen af fokuseringen på de store politiske historier og den korte, klæbrige personhistorie er uholdbar og burde føre til en selvransagende diskussion og ny kurs på landets udlandsredaktioner.