Blu prøvefilmer ny X Factor-dommer

Det bliver formentlig musikproduceren Carsten Soulshock, der afløser Thomas Blachman som dommer i DR’s underholdningssucces.
MediaWatch

Mens efterårets store underholdningsslag står mellem ’Talent 09’ på DR1 og TV2’s ’Vild med dans’, er DR gået på jagt efter dommere til forårets udgave af ’X Factor’.

Producer Thomas Blachman har i de to første sæsoner været leveringsdygtig i kontante bedømmelser og ovnklare citater til formiddagsavisernes spisesedler, men efter en del forvirring lader det nu til, at han ikke fortsætter. Til gengæld skulle produktionsselskabet Blu ifølge bt.dk have hans efterfølger parat.

Hjemmesiden citerer flere unavngivne kilder for, at Carsten Soulshock – endnu en musikproducer – i morgen skal til prøvefilmning hos Blu med henblik på jobbet som ny X Factor-dommer. Direktør i Blu, Henrik Hancke Nielsen, vil dog ikke bekræfte oplysningerne:

"Vi holder løbende test. Vi skal jo dels finde ud af, om de kan gøre sig på skærmen. Og dels skal vi finde ud af, om de fungerer sammen som hold. Af hensyn til dem vi har ført samtaler med, vil jeg dog ikke nævne nogen navne," siger han til bt.dk

Uafklaret dommerpanel
Carsten Soulshock har produceret numre til blandt andre Whitney Houston og Sting og er ifølge bt.dk ven med Simon Cowell, dommer og opfinder af X Factor og en række andre underholdningskoncepter.

Kommer han med i dommerpanelet, bliver det dog ikke sammen med Lina Rafn, der er gravid og derfor har meldt fra. Der er endnu ikke fundet en afløser for hende, mens den tredje dommer, Remee, ikke har medlt ud, om han fortsætter.

X Factor vandt for nylig Tv-prisen for årets tv-underholdning for andet år i træk, og knap 2,3 mio. seere så med, da Linda vandt finalen i 2009-udgaven af programmet.

- TGF

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også