SBS overgår TV 2 og Viasat

SBS TV tjener flere penge end sine langt større konkurrenter Viasat og TV 2. Selskabet er blandt de argeste kritikere af, at TV 2 fra 2012 får lov til at opkræve brugerbetaling.
MediaWatch

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.



I Danmarks kommercielle tv-branche er det lillebror, SBS TV, som er bedst til at tjene penge. Bedre end de kommercielle konkurrenter, TV 2 og Viasat, som begge er langt større virksomheder.

Mens TV 2 fik et overskud på 22,9 mio. kr. af en omsætning på mere end 2 mia. kr., og Viasat tjente 34 mio. kr. af en omsætning på 945 mio. kr., overgår SBS TV begge konkurrenterne med flere længder.

Af en omsætning på 584,7 mio. kr. i 2008 tjente SBS TV's danske del af forretningen i det forgangne år 62,7 mio. kr.

Bedre end forventet
Ledelsen beskriver i regnskabet resultatet som bedre end forventet, og adm. direktør Henrik Ravn forklarer fremgangen med, at SBS' kanaler er kommet bredere ud med øgede reklame- og abonnementsindtægter til følge.

"Vi har kørt med underskud i en lang årrække og lavet grundlæggende om på forretningen fra TV Danmark-dagene til der, hvor vi er i dag med klare profiler på vores kanaler. Det slår nu igennem økonomisk," siger han.

Omsætningen er i øvrigt fordoblet i forhold til 2007, da salget endte på 277,2 mio. kr., og faktisk havde man det år et endnu større overskud, da resultatet endte på 94,7 mio. kr., men det skyldtes primært skatteindtægter efter en række magre år med underskud.

SBS forventer, at udviklingen med stigende reklame- og kabel-tv-indtægter vil fortsætte, hvorfor resultatet før skat i 2009 sandsynligvis vil være "noget bedre end 2008".

De positive resultater kommer i forlængelse af, at SBS TV længe har været blandt de argeste kritikere af, at TV 2 fra 2012 får lov til at opkræve brugerbetaling.

Det er netop, fordi SBS frygter, at det kan ødelægge den forretning, som man har opbygget gennem en lang årrække, og som man i de seneste to år er begyndt at høste frugterne af.

Tæring efter næring
"Vi bruger ikke flere penge, end vi har. Derfor kan vi ikke forstå, at TV 2, hvis omsætning er steget meget mere end vores, pludselig beder politikerne om flere penge, alt imens de investerer i flere programmer," siger Henrik Ravn, der minder om, at SBS' egenkapital fortsat er i minus og har et efterslæb.

Sådan har det været i hele SBS' levetid, men moderselskabet, SBS Broadcasting Europe, garanterer i et ”letter of support”, at SBS TV kan overholde sine økonomiske forpligtelser, i takt med at disse forfalder.

I 2005 toppede den negative egenkapital med 401,6 mio. kr., men i 2008 er den forbedret til minus 171,7 mio. kr.

SBS er ejet af det tyske ProSiebenSat.1, og det danske selskabs præstationer bliver ikke udspecificeret i moderselskabets regnskaber, men den danske forretning er en af koncernens mest velfungerende enheder.

Hårdt ramt af stor gæld
ProSiebenSat.1 har været hårdt ramt i det seneste stykke tid på grund af en gæld på 3,5 mia. euro. Sidste år havde den tyske koncern et underskud på 68,4 mio. euro efter at have tjent 250 mio. euro året forinden.

Problemerne fortsatte ind i årets 1. kvartal, da omsætningen dalede 14 pct. til 627 mio. euro og koncernen fortsat var underskudsgivende med 7 mio. euro i årets tre første måneder.

Det har også kunnet aflæses i den tyske koncerns aktiekurs, selv om den har set sundere ud i de seneste cirka fire måneder, da den er steget over 400 pct. fra bundniveauet 0,95 euro i marts.

Nu er markedsværdien 455 mio. euro.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også