SAS Ligaen har fortsat seerstyrke

En 40 procents stigning i SAS Liga seertal luner gevaldigt på TV 2 Sport, der rammes af alvorlig ny konkurrence i efteråret.
Per Fanefjord Laursen

Fodbolden er mere end nogensinde det medieindhold, som tv-branchen fokuserer på, efterhånden som flere og flere udbydere med fodboldprofil kommer til. Om to dage går Eurosport2 i luften med tysk fodbold.

Derfor er der god grund til, at den "nye" to-årige aktør TV 2 Sport glæder sig ekstra over, at en på papiret relativ uinteressant match også kan trække seere. Mandagens SAS-Liga kamp på TV 2 Sport mellem AGF og OB havde i gennemsnit 182.000 seere, og til studiedelen MandagsBold efter kampen var der 135.000 seere.

Det er det højeste seertal på en MandagsBold-nedtakt, siden kanalen blev lanceret i april 2007. Gode tal set i lyset af at mandagskampene ”kun” er et fjerdevalg på TV 2 Sport.
De nydelige tal glæder samtidig TV 2 Sport, fordi man i forsommeren mistede sin store værtsprofil på fodbolden, Peter Møller, der gik til endnu en ny konkurrent, Canal9.

"Det ser ud til, at vort brand 'MandagBold' klarer sig fint med de nye værter, og så kan vi samtidig glæde os over, at fanbasen til netop AGF og OB er stor og loyal," siger pressechef Bo Andersen.

Mandagen i ugen før havde TV 2 Sport i snit 109.000 seere på kampen Randers-AGF, og rundens første mandagskamp mellem AGF og AaB blev set af 158.000 seere i snit. 

I sidste sæson havde TV 2 Sport i gennemsnit 72.200 seere på alle SAS Liga-kampe. Efter de første tre runder, ligger det tilsvarende gennemsnit i år på 100.600 seere, eller en stigning på næsten 40 procent.

I sidste uge lå TV2 Sports kommercielle share på 1,4 procent, hvilket dog er 0,3 under 2008-niveauet.

TV 2 Sport sender flest SAS Liga-kampe hver uge. Kanalen udbyder kamp nummer 3,4 og 6.

TV3+ har kampvalg nummer et, mens Canal9 har kamp nummer 2 og 5.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også