Beskeden seeropbakning til Canal9

Canal 9's daglige seeropbakning på 25.000 afspejler kanalens meget lave, problematiske penetration.
Ole Enggaard

Med 25.000 daglige seere over de første tre dage er Canal 9 noget fra konkurrenten på sportsprogrammer, TV 2 Sport, der i samme periode havde en daglig dækning på 225.000, ifølge TNS Gallups TV-Meter.
 
Højdepunktet for Canal 9 i weekenden var sæsonens første SAS-liga kamp mellem FC Nordsjælland og FC København. Kampen blev vist lørdag mellem 15.00 og 17.00. I gennemsnit fulgte 3.372 seere lokalopgøret.

Til sammenligning havde 3+ på kampen mellem Brøndby og OB, søndag fra kl. 17.00 til 19.00 i gennemsnit 173.530 seere. 3+ har en dækning af husstande på mere end 60 procent.
 
Potentiale til mere
De første seertal viser dog langt fra Canal 9’s fulde potentiale. Tv-stationen kan ses af 10-15 procent af alle danske husstande, men kun 2,3 procent eller 113.000 seere har indtil nu stillet ind på Canal 9’s programudbud.

Få har signalet
Canal 9 har ikke ved lanceringen opnået distribution hos landets største kabel-operatører YouSee og Stofa. Foreløbig kan tv-stationen ses blandt Canal Digitals abonnenter og de antenneforeninger samme operatør føder med signaler.

Som et forsøg kan husstande i hovedstadsområdet gratis modtage signalet digitalt via antenne. Det er dog usikkert, hvorvidt det bidrager mere end symbolsk til penetrationen, for det kræver enten et tv-apparat, eller en modtagerboks, der kan modtage signalet kodet i MPEG4. Det betyder også, at de kunder, der abonnerer på BoxerTV i trekantsområdet mellem Helsingør, Roskilde og Køge kan modtage Canal 9.

Energiselskabernes IPTV distribution har taget Canal 9 med i TV-pakkerne. Husstande med tilslutning til blandt andre ComX, Dansk Bredbånd og Smile Contents kan se kanalen.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også