TV 2-ansat bag SBS og TV3-angreb

Det farligste anslag mod TV3 og SBS' juridiske og økonomiske fordele ved at sende fra London kommer fra en medarbejder på TV 2.
Per Fanefjord Laursen

Når Radio- og tv-nævnet efter sommerferien skal behandle sagen om, hvorvidt TV3 og SBS TV skal tvinges til at følge danske reklameregler, så skyldes det en afgørende klage om London-kanalernes sendeforhold fra Claus Birch, der er ansat i TV 2's nyhedsafdeling.

Han finder det ikke usædvanligt, at en enkelt medarbejder klager over konkurrenterne - tværtimod.

"Jeg synes faktisk, det er mere usædvanligt, at ingen har gjort det (klaget, red.) før mig. Det er åbenlyst urimeligt," siger Claus Birch, der også er tidlidsmand på TV 2 for journalisterne.

Claus Birch påpeger, at han ikke klager over SBS og TV3's juridiske placering i England, men over at deres sendevirksomhed i Danmark ikke efterlever den lovgivning, der gælder her i landet. Kanalerne overholder ikke EU’s regelsæt på området, der netop foreskriver, at man skal overholde det lands love som man sender til, lyder hans tolkning.

Hvad håber du kommer ud af din klage og nævnets behandling af problematikken?

"At SBS og TV3 i fremtiden bliver pålagt at overholde EU’s regler, og dermed bliver underlagt de samme vilkår som en dansk kommerciel entreprenør skal overholde."

Virksomheden TV 2 har ellers fravalgt at bruge kræfter på at bekæmpe de tv-kanaler, der i årevis har sendt fra London. Direktør Merete Eldrup har - modsat TV 2 i 90'erne - fastslået, at den kamp vil TV 2's nuværende ledelsen ikke gå ind i. Omvendt lægger Merete Eldrup dog ikke skjul på, at hun ønsker ens vilkår for de kommercielle aktører - men at det lige så godt kan være, at de danske reklameregler gøres mere lempelige, så de i højere grad er tilpasset reglerne, som konkurrenterne fra TV3 og SBS TV nyder godt af.

Læs analysen af sagen i Radio- og tv-nævnet her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også