Minister ser nærmere på tidligere TV 2-ledelse

Kulturministeren taler videre med statens advokat om, hvorvidt der skal placeres ansvar hos ledelsen for TV 2's dårlige økonomiske udvikling i 2007-2008.
Per Fanefjord Laursen

Kulturminister Carina Christensen (K) overvejer sammen med kammeradvokaten, om der er grundlag for yderligere undersøgelser af ansvaret for TV 2’s økonomiske underskud.

Konklusionen kommer først efter sommerferien, oplyser Carina Christensen til politiken.dk efter et samråd i Folketingets finansudvalg tirsdag morgen.

Hun vil nu gennemgå Rigsrevisionens beretning sammen med kammeradvokaten for at se på, hvilke yderligere undersøgelser der skal sættes i gang. Kammeradvokaten skal rådgive ministeren, om det er muligt at drage ledelsen til ansvar, efter den skarpe og alvorlige kritik af den tidligere ledelse i TV 2, der stod i Rigsrevisionens beretning.

Kulturminister Carina Christensen og finansminister Claus Hjort Frederiksens skulle på mødet i dag også forklare overfor Folketingets Finansudvalg, hvorfor den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen ikke blandede sig mere i TV 2's økonomi og store ekspansionplaner. 

Socialdemokratiets finansordfører Morten Bødskov kræver en uvildig undersøgelse af, om ministeren har svigtet sit ansvar. Oppositionspartiet kritiserer direkte ministeren for ikke at have levet op til aftalen om varetagelsen af TV 2. Heri står der nemlig, at staten har mulighed for at gennemføre eller stoppe investeringer gennem bestyrelsen.

Kulturministeren tager kritikken af TV 2's økonomi meget alvorligt, men kritikken af ledelsen er klart den alvorligste - mere end af Brian Mikkelsen - og det er derfor ledelsen, hun har fokus på.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også