'Forbrydelsen 2' sendes i HD

DR's HDTV kanal lanceres søndag den 1. november - sandsynligvis med et særligt godt tilbud om at se' Forbrydelsen 2' i HD.
Per Fanefjord Laursen

DR's HD kanal skal sende fra kl. 18-24.00 hver dag og vil kombinere indkøbte HD-produktioner med samsendningerne med DR1 og DR2, når de har HD produktioner på programmet. Over tid vil disse samsendinger udgøre 20-30 procent af fladen.

Det vil DR1 til eksempel kunne tilbyde, når vinter OL sendes i 2010. Dernæst bliver der HD-dækning fra events som Oscar-overrækkelsen, Det europæiske Melodi Grand Prix og VM i fodbold til næste sommer. Og muligvis også EM i atletik.

"Man kan godt forestille sig, at netop vinter OL i februar bliver et slags første gennembrud for kanalen, hvor seerne for alvor til få øjnene op for den fantastiske billedkvalitet som HD indebærer, og hvor mange vil skaffe sig adgang til kanalen" siger kanalchef Henrik Faurby Birck.

Det meste af fladen bliver dog indkøbte produktioner, hvor fordelingen ventes at falde 50-50 mellem fakta og fiktion. Fiktion bliver de spillefilm, der tilføres noget ekstra ved at sende dem i den særlige gode opløsning, mens fakta typisk er natur og dyre udsendelser.

"Mange af BBC's naturserier er den ypperste måde at opleve på HD på," siger kanalchefen.

Der bliver ikke sendt ældre DR-dramaserier på HD kanalen, med mindre det er en samsendning med DR1 eller DR2. Der er ikke økonomi til at genudsende disse dramaer på HD kanalen alene på grund af udgifter til royalties til skuespillerer, forfatterer, instruktører, mv.

Usikkert seerunderlag
Alle de gode programplaner til trods står DR HD med en alvorlig udfordring omkring distributionen af kanalen og seerpotentialet. DR HD-kanal ligger i mux2 og lanceres sammen med DR's to andre nye digitale kanaler den 1. november.

Kanalen er godt nok til rådighed gratis, når licensen er betalt, med en almindelig antenne. Men modtagelse af kanalen - og DR's to andre nye kanaler - kræver, at man kan afkode et signal med MPEG4-kodning. Desuden er HD kanalen ikke must-carry for kabeludbyderne.

Det er ikke muligt at bedømme kanalens penetration i den første tid, men Henrik Birck vurderer, at den starter nede på ca. 10 procent, stigende til 20 procent over det første års tid .

"Vi tror, at de fleste distributører vil tage kanalen ind, herunder at YouSee finder den interessant, men det er ikke endeligt afgjort endnu. Til gengæld tror jeg, at den bevægelse, der opstår omkring den 1. november, hvor folk tager stilling til tv og nye apparater i husstandene, vil sikre, at mange hustande vil få adgang til HD kanalen, særligt når husstandens sekundære tv-apparater skal opgraderes," siger han.

Tager YouSee HD-kanalen ind i sine pakker, vinder kanalen formentlig under 100.000 husstande.  I dag har de fleste YouSee-kunder en gammel selector boks, der ikke kan vise HD. Så meget afhænger af distributørernes HD strategi.

På plusiden står, at 300-400.000 husstande op til den 1. november skal afgøre, om de vil skaffe sig adgang til digitalt tv via almindelig antenne, hvor de også får DR's HDTV, eller om de vil vælge kabel og parabol.

Forskellen mellem DR HD og de to andre nye DR kanaler er, at DR HD kun kan ses af digitale husstande med MPEG4 boks, hvorimod DR K og Ramasjang godt kan konverteres til et analogt signal på kabel til f.eks. YouSees analoge kunder eller til diverse antenneforeninger. 
 
Ingen ny HD produktion
DR fik 35 mio. kroner til finansiering af HDTV projektet som led i den politiske aftale i vinter om TV 2's redningsplan. De penge er afsat til etablering og teknologi investeringer. Det kommer ikke på tale at DR umiddelbart kan producere meget mere i HD for den bevilling. Hvis DR skulle producere underholdingsshows i HD ville det kræve endnu større investeringer.

"Det meste af produktions-kæden skal opgraderes, hvis DR til eksempel skulle producere 'X Factor' i HD," siger han.

Modtagelse af HD-kanalen kræver, at ens apparat kan aflæse et signal i MPEG4 kodning. Enten ved at apparat kan læse kodningen eller med en modtageboks, der omdanner signalet. Problemet er, at der næsten kun er solgt MPEG2 bokse. De er nu stort set erstattet i detailhandlen af de brugbare MPEG4 bokse.

Det forudsætter også, at ens apparat er HD-ready, hvad de fleste fladskærme er.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også