YouSee: Nej tak til flere fodboldkøb

TV3 lurepasser på VM-kampen mod Albanien, der fortsat er usolgt, og den tidligere partner YouSee skal ikke nyde noget.
Per Fanefjord Laursen

TV3 og Viasat fik den ideelle model til Sverige-kampen, der tilsidst havnede på søsterkanalen Puls, og hvor virksomhederne delte regningen på 7-8 mio. kr. for rettighederne med YouSee. På seerkontoen kunne TV3 Puls hente sig knap én million seere i lørdags.

Til næste udekamp mod Albanien d. 9. september tegner billedet dog anderledes, og der bliver ikke tale om en gentagelse af successen, lyder det fra YouSee.

"Vi sagde fra starten, at det ikke er vores strategi at købe fodboldrettigheder, og derfor har vi ingen planer om at gentage modellen i forbindelse med Albanien-kampen. Vi synes stadig, at den slags kampe bør vises på landsdækkende tv," siger vicedirektør Ulf Lund, der er meget tilfreds med, hvad man fik ud af købet af Sverige-kampen.

Digitalt tv er blevet sat på dagsordenen, og YouSee oplever selv, at man har fået positiv omtale både af YouSee og af den digitale platform. Samtidig er der blevet sat fokus på DR's og TV2's manglende engagement i at sikre fodbold til danskerne, påpeger han.

Landskampe altid interessante
Hos TV3 er meldingen mere tilknappet, men direktør Jesper Grønholdt antyder dog håb om et nyt fælles køb af rettigheder.

"Generelt er landskampe interessante for os, men der er skal ikke herske tvivl om, at det er svært for os i de her tider alene at skulle finansiere en sådan kamp. Vi kommenterer generelt aldrig på, hvilke rettigheder vi ønsker at købe, og det samme gælder denne gang," siger Jesper Grønholdt.

Der er heller ikke kommentarer til prisniveauet, der formentlig er faldet efter Danmarks sejr i lørdags, der gør den næste kamp langt mindre afgørende. Men Jesper Grønholdt peger på, at landskampene udbydes af forskellige rettighedskøbmænd. Det er en anden sælger end ved Sverige-kampen, og derfor er kampen også prissat forskelligt fra sidst. Det er UFA Sports i Hamborg, der sælger rettighederne til det albanske landsholds tv-kampe.

Udekampen bliver næppe et nervepirrende afgørende opgør, efter Danmark tog et vigtigt skridt med sejren i lørdags mod Sverige. Men der er trods alt tale om en 'mediegodbid' med et landshold på vej til VM.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også