TV3 genoptager ’Fangerne på fortet’

En af 90’ernes gameshow-succeser vender tilbage til skærmen i nye klæder. I alt 48 deltagere skal i efteråret lege Fangerne på fortet i TV3-regi.
MediaWatch

Fortet er det samme, men deltagerne og deres fælles udfordringer er nye, når TV3 på utallige opfordringer til efteråret genoptager ’Fangerne på fortet’.

”Vi har i flere år haft ambitioner om at genoptage succesen, men først nu føler vi, tiden er moden og ideen rigtig! Vi tror, danskerne vil elske at se ’Fangerne på fortet i en ny udgave,” udtaler TV3’s programdirektør Morten Mogensen ifølge en pressemeddelelse.

Han påpeger, at ’Fangerne på fortet’ er det program, TV3 får flest seerønsker om, og at en række Facebook-grupper udviser massiv interesse for en ny udgave af gameshowet, som i 90’erne kunne samle 800.000 seere foran skærmen.

”Vi har ikke ambitioner om seertal som i 1990’erne, da konkurrencen er meget større i dag med den slags underholdning. Men vi er overbeviste om, programmet igen vil være en succes for TV3, og vi glæder os til at præsentere den nye udgave senere på året,” siger Morten Mogensen.

’Fangerne på fortet’ er en fransk opfindelse, som TV3 tog til sig og viste over 117 afsnit i perioden 1994-2000. Dengang var Thomas Mygind vært, men tv-stationen vil endnu ikke afsløre navnene på hverken værten eller de deltagere, der denne gang skal en tur til Napoleons Fort Boyard i Biscayen.

De i alt 48 deltagende kendisser, som skal dyste i kældre og skakter på det franske fort, er imidlertid fundet, og TV3 lover et i programmet hidtil uset tempo og en ditto intensitet.

- ZD

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også