Aviser ser TV 2-sag helt forskelligt

På de to borgerlige morgenaviser tolker man Rigsrevisionens TV 2-kritik og efterspillet vidt forskelligt.
Per Fanefjord Laursen

På Jyllands-Posten er man på lederplads meget kritisk overfor statens mediedrift og mener, at et TV 2-salg nu er ekstra påkrævet.

Avisen efterlyser, at staten tager sit medie-ejeransvar endnu mere alvorligt - endda mere end private ejere bør gøre. Det er ekstra påkrævet, fordi staten er i direkte konkurrence med private medievirksomheder på tv, radio og online.

JP tror ikke, Rigsrevisionens kritik vil få andre politiske konsekvenser for tidligere kulturminister Brian Mikkelsen end en næse, selv om Rigsrevisionen konstaterer, at staten »ikke har varetaget ejerskabet af TV 2 tilstrækkeligt aktivt efter 2008, hvor det blev kendt, at driften de tidligere år var kritisabel«.

Avisen finder det meget problematisk, at Brian Mikkelsen slipper så nemt, når både DR og TV 2 i hans ministertid bevægede sig ud i et økonomisk morads. Ledelsen og bestyrelsen er væk, men der er ingen konsekvenser for den, der har skullet forvalte ejeransvaret: Brian Mikkelsen, beklager avisen.

JP håber videre, at Folketinget nu i det mindste vil tage konsekvensen af statens manglende ejerevner - og få solgt TV 2 til en privat ejer.

Berlingske afdramatiserer TV 2-rapport
Berlingske Medias topchef Lisbeth Knudsen har helt anderledes forståelse for begivenhederne og udviklingen og er ikke bekymret for TV 2. Det siger hun til MediaWatch.

Hun finder, at Rigsrevisionens rapport har begrænset betydning og værdi, fordi den er uden mere dybgående økonomiske analyser.

Berlingske Media chef tror ikke, at der kan foretages noget juridisk efterspil på sagen. Kulturministeren vil ikke kunne gøres ansvarlig for de konkrete dispositioner. Ansvaret må ligge i direktionen og bestyrelsen, men de er udskiftet forlængst.

Lisbeth Knudsen vil ikke istemme koret, der kritiserer den aggressive udbygning af tv-stationen under Per Mikael Jensen og Anders Kronborg

Den ekspansion ville sikkert være blevet rost til skyerne, hvis ikke den økonomiske krise og nedturen på reklamemarkedet havde ramt også TV 2’s indtjening. Der vil altid en risiko i at drive en forretning frem på den måde, som Per Mikael Jensen gjorde det. Det må bestyrelsen have vidst alt om, minder Knudsen om.

Og det har også Folketingets medieordfører og kulturministeren vidst alt om, vurderer Lisbeth Knudsen

Trods det svære år 2007, hvor TV 2 efterfølgende måtte have kunstigt åndedræt i form af statslån, så står TV 2-koncernen ganske godt gearet nu og set i det lange løb.

TV 2 har i dag fået flere indtægtsmuligheder at arbejde på, påpeger hun, blandt andet med reference til, at TV 2 har udvidet med tv-kanaler, der også tjener penge via abonnement - ikke kun tv-reklame.


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også