Kronborg: Forfejlet kritik af Kulturministeriet

TV 2 styres ikke fra Christiansborg, så Rigsrevisionen bør ikke kritisere Kulturministeriet, mener TV 2's tidligere økonomidirektør Anders Kronborg.
Tine Brødegaard Hansen

Rigsrevisionens rapport om hvorfor TV 2 i landede på et trecifret millionunderskud efter nogle år med ekspansion og optimisme, lægger et tungt ansvar på både direktion, bestyrelse og Kulturministeriet.

Tidligere økonomidirektør Anders Kronborg er villig til at tage sin del af ansvaret sammen med den øvrige direktion bestående af adm. dir. Per Mikael Jensen og salgsdirektør Flemming Rasmussen. Hverken bestyrelsen eller Kulturministeriet kan klandres.

Burde I ikke have haft bedre rygdækning for jeres beslutninger hos bestyrelsen eller ejeren i form af staten?

"Nej, TV 2 er jo uafhængig og styres ikke fra Christiansborg, der er et armslængdeprincip. Enten er TV 2 en uafhængig institution eller også er det en styrelse under ministeransvar. Indtil videre har vi den første situation og ikke det sidste. Rigsrevisionen kritik af Kulturministeriet er urimelig."

Skulle bestyrelsen ikke have virket som stopklods for jeres optimistiske beregninger for reklamemarkedet for eksempel?

"Nej, man kan ikke laste bestyrelsen for noget. Vi overvurderede reklamemarkedet, men der var også i direktionen en salgsdirektør (Flemming Rasmussen, red.), der var ansat på lige fod med os andre, og han er i TV 2 endnu."

Har Rigsrevisionen ret i, at opstarten af New Bizz Area og TV 2 radio var baseret på løst skønnede synergi og optimisme?

"Det er meget vigtigt, at man klipper det over i en omkostningsside og en indtægtsside, vi havde lavet TV 2 news før radioen. Når man har en nyhedskanal, der kører 24 timer i døgnet, er der omkostningssynergier ved, at man ikke skal bruge så meget ekstra på at lave radionyheder. På omkostningssiden var radioen ikke dyrere, end vi havde forventet, men indtægterne vil altid være baseret på skøn. Radiomarkedet voksede ikke så kraftigt, som vi troede, bare fordi TV 2 fik en radio."

En del af kritikken mod forretningsområderne i New Bizz Areas er også berettiget, erkender Anders Kronborg, men skynder sig at nævne de vellykkede investeringer:

"Forlaget gik ikke så godt som forventet, men 'Vi med hund' var også en mindre investering på halvanden mio. kr., og siden har man jo hverken solgt sig ud af 'Vi med hund' eller Momondo. Hvis alt i New Bizz var gået galt ville det have kostet mellem 25 til 30 mio. kr., mens hvis TV 2 News eller TV 2 Sport var gået galt, havde det været en katastrofe, for distributionsaftalerne med tv-leverandørerne udgør en tredjedel af TV 2's indtægter."

Kan der ikke opstå et pres i en organisation for at ekspandere, så nogle beregninger, for eksempel når det gælder reklamemarkedets udvikling, bliver mere optimistiske, end de ellers ville have været?

"Når man er bestyrelsesansat som salgsdirektør får man en høj løn og må sige fra, hvis man føler sig presset. Men beregningerne er direktionens samlede ansvar, og den var på tre personer, men salgsdirektøren bliver lidt overset i mediernes dækning. Da salget svigtede, reagerede vi til gengæld hurtigt og sparede 100 mio. kr. i 2007. Fjerner man nedskrivningerne fra radioen, ville vi have haft et minus på 20 til 30 mio. kr. i 2007 (årsregnskabet for 2007 blev i stedet på 213,5 mio. kr., red.)."

Læs hovedpunkterne i Rigsrevisionens kritik her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også