TV 2-regionernes placering kommer i spil

Politikerne lover udvikling af stærkere regionale og lokale medier, og så slipper TV 2-regionerne ikke for, at deres rolle og placering kommer på den politiske agenda.
Per Fanefjord Laursen

Det er Ellen Trane Nørby, medieordfører, Venstre, der åbner diskussionen af TV 2 Regionernes placering som et emne i de medieforhandlinger, der tidligst går i gang i 4. kvartal.

”Et vigtigt punkt i forhandlingerne bliver at se på dækningen af hele landet. TV 2 ændrer sig med beslutningen om brugerbetaling, og det betyder, at de regionale public service-stationer kommer til at flagre frit. Det vil jeg inddrage i forhandlingerne,” siger hun. Det fremgik af en mediepolitisk debat for nylig på en tv-konference i sidste uge.

Hun vil ikke nærmere ind i en diskussion af TV 2 Regionerne på nuværende tidspunkt. Et forbehold kan være, at når TV 2 efter planen skal opkræve abonnement i 2012, ligger de helt licensfinansierede tv-regioner ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt dér.

Socialdemokraterne mener ikke, det er en god idé at lægge TV 2 Regionerne ind under DR, men kan ikke afvise muligheden.

"De fungerer i dag godt som selvstændige stationer, og det er sundt med den konkurrence, der er mellem de regionale P4-udsendelser og TV 2 Regionerne. Jeg mener stadig de regionale nyhedsudsendelser kan ligge på sendefladen på TV 2's hovedkanal, idet de jo samtidig bliver frit tilgængelig for alle på den regionale kanal i mux1," siger Mogens Jensen, der dog godt kan forestille sig regionerne hos DR.
 
Ifølge Mediawatchs oplysninger har Mogens Jensen ikke ret i, at man fortsat kan se TV 2 Regionerne i mux1 på den regionale kanal, når TV 2, inklusive regionerne, i 2012  flyttes til mux3, fordi de skal kunne opkræves abonnement for TV 2

Mogens Jensen siger også: "Måske skal der udvikles en model, hvor TV 2 betaler for TV 2 Regionernes udsendelser af hensyn til EU-konkurrence-reglerne. Skulle der vise sig at være problemer med disse modeller, kan man naturligvis godt forestille sig, at TV 2 Regionernes udsendelser i stedet bliver sendt på DR1, men de skal under alle omstændigheder forblive selvstændige stationer med et folkeligt bagland, repræsentantskab og bestyrelse i den enkelte region."

Generel opbakning til fokus på lokale medier
Venstre-ordføreren opfatter de nære medier som et større tema i forhandlingerne:

"Der skal fokus på det lokale og regionale indhold og en fremtidig strategi for dækning af hele Danmark. Jo mere globale, vi bliver, og jo flere niche kanaler, jo mere behov for lokal forankring og en god dækning af det, som sker i vores umiddelbare nærområde," siger hun.

De intensioner er der bred politisk enighed om, tegner det til.

Dansk Folkepartis Karin Nødgaard udtrykker også interesse for de nære medier som emne i næste forlig, og hun nævner flere DAB-kanaler, mens SFs Holger K. Nielsen efterspørger et bedre samspil mellem broadcast og dagbladene på lokalt plan. En sammenhæng mellem regionalt og lokalt tv - og regionale og lokale dagblade, siger han.

DR's mediedirektør Lars Grarup kommenterer ikke på de forskellige spekulationer, eller på mulige agendaer for næste medierforhandlinger. DR vil dog gerne stå ved, at et fokusområde er at sikre mere og bedre dækning af lokale regionale nyheder og begivenheder.*

Som omtalt på MediaWatch tidligere på året er TV 2's regioner ikke begejstrede ved udsigten til en eksistens udenfor TV 2. De frygter en svækkelse, hvis de kommer væk fra den 'gyldne' sendetid kl. 19.30 på hovedkanalen TV 2. Den bekymring kunne imidlertid godt indflettes ind i DRs public service-kontrakt, ganske som det nu er detaljeret beskrevet i TV 2/Danmarks tilladelse.

Et vigtigt skæringspunkt i regionernes videre udvikling er, at den samarbejdsaftale, TV 2 har med regionerne, udløber i 2013 - midt i medieforligsperioden - når TV 2's sendetilladelse udløber.

Den udløbsdato forhindrer dog ikke, at politikerne i mellemtiden træffer og implementere nye beslutninger om TV 2 og regionerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også