TV 2 Lorry skal spare 4 mio. kr.

Fire millioner kroner bliver skåret af regional-stationen TV 2 Lorrys budget næste år. Det vil allerede resultere i fyringer i år.
Tine Brødegaard Hansen

Som MediaWatch kunne fortælle tidligere på dagen hænger TV 2 Lorrys økonomi ikke sammen. Det skyldes, at licenstilskuddet, ifølge TV 2 Lorry-direktør Dan Tschernia, er for lavt.

"Konsekvensen er, at vi skal skære fire millioner kroner af vores budget til næste år, hvad der er mange penge, også set i relation til vort samlede budget. Vores økonomi bliver reelt skåret ned år for år. Stigningen i licenstilskuddet holder slet ikke trit med pris- og lønudviklingen. Desuden er det uhyre vanskeligt at skaffe sponsorer til de af vore tiltag det er lovligt at sponsorere. Så vi er også gået ned i indtægt på det punkt," siger Dan Tschernia til MediaWatch.

I forbindelse med vedtagelsen af årsregnskabet for 2008 besluttede TV 2 Lorrys bestyrelse derfor, at budgettet for 2010 skal være i balance, og det rammer medarbejderne på TV 2 Lorry.

"Vi har i den senere tid støvsuget stationen for udgifter, der kan fjernes, men står nu tilbage med et stort beløb, som skal spares på den største konto, nemlig lønkontoen. Derfor kommer vi desværre ikke uden om at fyre nogle medarbejdere. Det er en rigtig dårlig situation - især naturligvis for de, der skal fyres, men også for stationen i det hele taget. For det skal ske nu, hvis det skal slå igennem til næste år. Folk har krav på meget lange opsigelsesvarsler," siger Dan Tschernia.

I 2009 har TV 2 Lorry i lighed med de andre regionale tv-stationer en stor opgave i form af kommunalvalget 17. november.

"Netop i år har vi både et kommunalvalg, hvor TV 2 Lorry skal dække det højeste antal kommuner nogen TV 2-region skal dække, nemlig 34, og vi skal begynde at sende en ekstra time, hver dag hele året fra 1. november 2009. Så situationen er ikke specielt gunstig for os," siger Dan Tschernia.

TV 2 Lorry har ca. 85 medarbejdere.

Regioner får licensmidler
Der tildeles i alt 421 mio. kr. i 2009 af licensmidlerne til at drive alle regioner. Det stiger til 428 mio. i 2010. Væksten følger den mediepolitiske aftale på ca. 1,6 procent årligt, hvilket er mindre end pristalsreguleringen, der er på ca. tre-fire procent.

De otte TV 2-regioner får hvert år i snit ca. 54 mio. kroner til drift og produktion. I det beløb indgår en ekstrabevilling til hver region på seks mio. kr. i alt over de næste fire år til at levere indslag til det programvindue kl. 20.00 til 21.00, man skal fylde på den nye kanal i mux1 fra 1. november 2009 i forbindelsen med overgangen til det digitale tv-signal. Beløbet skal dække produktion af den ekstra time i fire år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også