Boxer TV får Travel Channel med i pakken
Når Boxer TV den 1. november lancerer sit fulde, digitale tv-programudbud over hele Danmark, vil det også indeholde rejsekanalen – Travel Channel.
"Travel Channel er en underholdende, praktisk orienteret, informativ og inspirerende tv-kanal indenfor oplevelsen at rejse, og den tilbyder noget for enhver smag – fra trekking eventyr til femstjernet luksus. Så det er en stor fornøjelse at kunne byde tv-kanalen velkommen i programudbuddet," siger Steen Ulf Jensen, adm. direktør, Boxer.
Boxer har i forvejen sikret distribution til de danske tv-antenner af TV 2 Charlie, TV 2 NEWS, TV 2 Zulu, TV 2 FILM, Kanal 4, Kanal 5, 6’eren, Discovery Channel, Animal Planet,
Discovery Travel & Living, CNN, Cartoon Network, Disney Channel og nu altså også Travel Channel - indtil videre i alt 14 tv-kanaler.
Derudover kan man fra 1. november med samme antenne - og helt gratis - modtage DR1, DR2, DR Update, TV 2, tre nye tv-kanaler fra DR - DR K, DR Ramasjang og DR HD - en folketingskanal og udvidet sendetid fra TV 2-regionerne.
Totalt vil de danske tv-seere få et øget udbud af tv-kanaler, som kan modtages via en helt almindelig antenne.