TV 2 købte programmer for 393 mio. kr. i 2008

TV 2's programindkøb hos private producenter løb op i 393 mio. kr. i 2008, en stigning på 64 mio. kr. sammenlignet med 2007.
Tine Brødegaard Hansen

Vild med dans, Anna Pihl, Årgang 0, TV 2 dok., Operation X og Hvem vil være millionær? er nogle af de velkendte programserier, som TV 2 bestilte en ny omgang af i 2008 hos uafhængige produktionsselskaber.

De var sammen med nye serier som Skolen, AllStars og Klamphuggerne med til at resultere i en stigning i TV 2's programindkøb på 64 mio. kr., fra 329 mio. kr. i 2007 til 393 mio. kr. i 2009, ifølge TV 2's public service-redegørelse for 2008.

TV 2 har endvidere samarbejdet med flere produktionsselskaber end året før, men har fortsat et tættere samarbejde med færre producenter.

I 2008 var der i alt 43 firmaer, der leverede entreprise- og licensproduktioner til TV 2, mens tallet i 2007 var 39.

29 firmaer stod hver for under én procent af TV 2's omkostninger til danske programmer. Syv firmaer stod for hver mellem én og fem procent af omkostningerne, mens syv leverandører hver stod for over fem procent af TV 2's udgifter til danske udsendelsestimer af licens- og entreprise-produktioner, oplyser TV 2 i public service-redegørelsen.

Af konkurrencehensyn er samarbejdsvolumen, omsætningstal mv. fordelt på leverandører fortroligt.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også