Luksusfælden hitter på TV3

TV3's atypiske og meget public service-lignende programserie 'Luksusfælden' om danskere med en elendig økonomisk sans er blevet et stort seerhit.
Per Fanefjord Laursen

Tirsdag den 14. april satte TV3’s Luksusfælden seerrekord. 369.000 i snit fulgte med, da Jan Swyrtz og Mette Reissmann rådede en gældsramt familie fra Hejnsvig til at gå i betalingsstandsning.

Programmet havde også en rekordhøj share på 24 i målgruppen 15-49 år.

”Vi er glade for, at Luksusfælden i den grad interesserer de danske seere. Igennem hele foråret har programmet bevist, at det er aktuelt som aldrig før og omhandler noget, der virkeligt optager danskerne; nemlig privatøkonomi og forbrugsvaner,” siger TV3’s programdirektør Morten Mogensen.

Hidtil har Luksusfældens gennemsnit for 2009 været 260.000 seere. Men programmets indhold har potentiale til mere og ligner på mange måder klassisk public service tv med oplysning om privatøkonomiske forhold, men serveret med en god portion drama og identifikationsfaktor.

Programmet gjorde i tirsdags også TV3 til Danmarks største tv-kanal i målgruppen af de 21-50-årige i tidsrummet 20.00-20.59 over for både TV 2, der sendte De enestående og Praxis, og DR1, som viste Ønskehave samt Mission: Baby. I det tidsrum opnåede henholdsvis TV 2 og DR1 en share på 21,9 og 20,4; mens TV3 i målgruppen 21-50-årige havde en share på 22,7.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også