Bureau sår usikkerhed om digitalt tv skifte

Opdateret: Analyse af befolkningens viden om slukningen af de analoge tv-signaler advarer om, at den digitale overgang måske ikke bliver så smertefri som forventet.
Per Fanefjord Laursen

En ny stor analyse fra Mindshare om befolkningens holdninger til en række medie/reklame forhold afslører bl. a., at befolkningen ikke er helt klar til den dramatiske begivenhed, der indtræffer når de ca. 55-årige analoge tv-sendere slukkes den 31. oktober i år.

I Mindshare-analysen ved 39 procent på nuværende tidspunkt, hvordan de skal teste, om de bliver berørt af det analoge stop. Når man spørger dem, hvad de vil gøre for at undgå sort skærm, siger 31 procent 'ved ikke'.

Mindshare-direktør Martin Rasmussen hæfter sig ved, at kun 39 procent - af de teknologikompetente -  ved, om de er berørt. Kampagnens januar-mål er 55 procent blandt alle borgere. 

Det er Mindshare, der har gennemført analysen, som er udført blandt 1.000 repræsentative personer, der har besvaret spørgsmålene online. Mindshare bød selv ind på den offfentlige informationsopgave og kender kravene. Spørgsmålet "Ved du om det mest benyttede tv i husstanden er berørt af lukningen af det analoge tv-signal?" er del af den officielle spørgeramme, som er formuleret af Mediesekretariatet.

Martin Rasmussen finder de 39 procent særlig signifikante, fordi analysen fra Mindshare er foretaget via internettet, dvs blandt personer med relativ høj teknologikompetence, der ikke er fremmede for nye tendenser. 

"Der synes lige nu uendelig langt til målet om, at få vil opleve 'sort skærm' efter den 31. oktober," siger han.

Men han anerkender, at både Mindshare-analysen og den seneste officielle måling viser, at folk har et godt kendksb til selve begivenheden.

Analogt sluk er kendt
"Oplysningsniveauet om det analoge sluk er højt. Det bekræfter vore tal (93%), men det ser ud til, at langt fra alle ved, hvordan de skal forholde sig og herefter gøre en aktiv indsats," siger Mindshare-direktøren.

Han retter både en kritik mod kampagnestrategien hos Det Nye TV-signal, men lige så meget mod alle konkurrenterne til digital tv (DTT), der i disse uger tæppebomber forbrugere med tilbud, der kobles sammen med det analoge sluk.

"Der har været en stigende annoncering fra både kabel-/satellit-tv distributører, den nye gatekeeper Boxer og elektronik-kæderne. Problemet er bare, at de alle har egen agenda om at stjæle markedsandele eller sælge nye skærme og modtagerbokse."

Martin Rasmussen kritiserer den officielle kampagne for, at der mangler en mere synlig og neutral information, som oplysningskampagnen skulle sikre. Der er er afsat knap 50 mio. til kampagnen, men enten bliver de nu aktiveret for sent i forløbet, eller også er de investeret i uvæsentlige eller ikke-effektive mediekanaler og aktiviteter, lyder hans kritik.

MediaWatch har søgt en kommentar hos kampagnen 'Det Nye Tv-Signal', som bringes fredag.

45 procent skal vide hvad de gør
Det vigtigste måleparametre for kampagnen 'Det nye tv-signal' er folks kendskab til det, der sker den 31. oktober. Dernæst om de har et kendskab til, om de er ramt eller ej. Flertallet af befolkningen er som bekendt ikke ramt. Et tredje mål i kampagnen er, om folk ved hvad de skal foretage sig.

De officielle målinger af kendskabet udføres af Gallups Annual Survey. Omkring jul svarede 81 procent af de adspurgte, at de vidste, at det analoge tv-signal slukker den 31. oktober 2009, og 55 procent svarede ja til, at de er bevidste om, de var berørt eller ej.

Målet ifølge de officielle krav til den offentlige kampagne er, at 70 procent af danskerne nu skal vide, at det analoge tv-signal skal lukkes den 31. oktober 2009. Desuden skal 45 procent vide, om det mest benyttede tv i deres husstand er berørt af lukningen af det analoge tv-signal.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også