Ny sportskanal vakler

Bonniers nye sportskanal kan tilsyneladende ikke leve op til Divisionsforeningens krav til visning af sportsrettighederne, der i stedet kan lande på DR og dk4.
Tine Brødegaard Hansen

Bonniers nye sportskanal, Canal 9, der skal udnytte norske Telenors rettigheder til 60 danske superliga-kampe, er indtil videre stødt på grund.

Hverken YouSee eller Telia Stofa vil nemlig distribuere Canal 9 i deres analoge tv-pakker, og uden de to kan penetrationen (andelen af tv-seere, der kan modtage kanalen, red.) formentlig ikke leve op til de krav, der følger med visningen af superligafodbold.

Superliga kan gå til DR og dk4
Direktør for Divisionsforeningen, Claus Thomsen, slår fast, at Divisionsforeningen i sidste ende skal sige god for anvendelsen af sportsrettighederne til superliga-kampene.

"Vi skal godkende, at man (Telenor, der oprindeligt købte rettighederne, red.) foretager en licensiering af rettighederne, for at vi godkender det, skal man leve op til de krav, der står i kontrakten, ellers kan vi sige nej tak," siger Claus Thomsen.

Han kan ikke oplyse de konkrete krav, der er nedfældet i kontrakten, men de omhandler krav til en relativt høj penetration. Lever Canal 9 ikke op til de krav, bliver rettighedsforløbet spolet tilbage til, kontraktens oprindelige ordlyd.

"Indtil videre er der ikke foretaget en sublicensiering af de rettigheder Telenor har. Foreløbig er planen at de skal vises på DR og dk4. Med mindre vi godkender licensiering andre steder, er den oprindelige aftale gældende," siger Claus Thomsen.

Sådan behøver det dog ikke at gå, for Boxer har meldt sig på banen som interesseret i Canal 9 og selv om Boxers egne tv-pakker formentlig ikke lever op til penetrationskravet, kan Bonnier komme uden om det problem ved at lægge nogle af liga-kampene på DR. Den løsning indfrier dog næppe de økonomiske forventninger, Bonnier har haft med købet af rettighederne.

TV 2 Sport: Canal 9 får ikke ben at gå på
Canal 9 er lanceret som en konkurrent til TV 2 Sport, men her føler adm. direktør Claus Bretton-Meyer sig ikke udfordret.

"Som YouSee og Stofa har meldt ud nu, om at de ikke tager den omtalte kanal, får den svært ved at få ben at gå på."

Hvis TV4 ikke får tilstrækkelige distributionsaftaler på plads, kan det tænkes at sportsrettighederne kommer i spil igen, hvis Telenor skal have nogle af de dyre kroner hjem, de formentlig har betalt for dem.

Sker det, vil Claus Bretton-Meyer "ikke afvise", at TV 2 Sport byder på dem.

Hos TV4 ønsker Magnus Törnblom fra Corporate Communications ikke at kommentere forhandlingerne.

Han understreger, at TV4 håber på, at så mange tv-seere som muligt får del i "det omfattende og højkvalitative sportsudbud, som Canal 9 kommer til at bestå af."

Baggrund
Spillet om sportsrettighederne blev afsluttet i oktober 2007, hvor Divisionsforeningens forhandlinger med diverse tv-selskaber om medierettighederne til dansk ligafodbold i perioden 2009-2012 endte på en samlet salgspris på ca. en mia. kr. for alle tre år.

Telenor bød på rettighederne for første gang i samarbejde med DR og dk4. På det tidspunkt håbede Telenor at blive gatekeeper for det digitale sendenet, hvilket uden tvivl har spillet en stor rolle for, at de bød på rettighederne. Siden er gatekeeperopgaven gået til svenske Boxer.

Telenor er i forvejen aktiv på det danske marked gennem satellitdistributøren Canal Digital.

Men nu er rettighederne tilsyneladende landet hos TV4-gruppen ejet af Bonnier, der har oprettet en helt ny kanal, Canal 9, der både skal rumme sport, film og tv-serier målrettet mænd.

Men de store tv-distributører YouSee og Telia Stofa, der leverer tv-signaler til henholdsvis ca. 45 og 24 procent af alle danske husstande, melder pas. De tror ikke at deres kunder vil være villige til en merbetaling på omkring 23 kroner om måneden for at få presset Canal 9 ind i de eksisterende tv-pakker.

Dermed er Canal 9 indtil videre henvist til en eksistens som digital à la carte kanal, som tv-kunderne kan vælge til og fra hos de store tv-distributører, hvilket næppe giver penetration, eller tv-seere, nok. Den andel af tv-seerne Canal 9 kan opnå via Boxer bliver formentlig heller ikke tilstrækkelig.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også