Jurist: TV 2 fortsætter ulovlig reklame

TV 2 brød loven, da de under en fodboldkamp reklamerede for odds fra Danske Spil, mener mediejurist.
JP

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Mens Manchester City var på vej til at sikre sig en 2-0 sejr over AaB i Uefa Cuppen, valgte TV 2, at supplere spændingen ved at vise skilte fra Danske Spil med blandt andet, hvilke odds spilselskabet gav for, at der blev scoret endnu et mål i kampen.

Men det må TV 2 ikke.

Det er nemlig ulovligt, forklarer mediejurist og afdelingsforstander ved Journalisthøjskolen, Oluf Jørgensen.

"Jeg vurderer, det er reklame (en kommerciel betinget information) for Danske Spil. Reklamer og andre kommercielle tjenester må efter dansk lov kun sendes i blokke mellem programmer. ikke mens kampen er i gang," skriver Oluf Jørgensen til dr.dk/nyheder.

Tekster på skærmen
Reklamerne for Danske Spil kunne læses i de såkaldte crawlertekster, som TV 2 kører i bunden af skærmen.

Under fodboldkampen torsdag aften bragte tv-kanalen skiftevis overskrifter på sportsnyheder, "OB topscorer Djiby Fall solgt", og tilbud om fristende odds fra Dansk Spil, som spillefugle kunne sætte penge på live under hele kampen.

Det er ikke første gang, at TV 2 under sportstransmissioner viser, hvilke hasardspil Dansk Spil tilbyder, man kan vinde, men mestendels tabe penge på under kampen.
Minister ind i sagen

Ved håndbold-VM for herrer i Kroatien sendte TV 2 ikke en kamp, uden at reklamer for Danske Spil kørte i bunden af skærmen, og det fik kulturminister Carina Christensen til at kigge på sagen i.

I en skriftligt svar fra 6. marts til Folketingets kulturudvalg forklarer hun, at reklamer tydeligt skal kunne identificeres og "adskiller sig fra de ordinære programmer". Med andre ord, skriver ministeren, at reklamer hører til i blokke, ikke under udsendelserne.

"Som udgangspunkt er det således ikke tilladt at udsende reklamer, såfremt ovenstående krav ikke er opfyldt. Reklamer, som er indeholdt i et program, vil derfor i hovedreglen blive bedømt som skjult reklame," skriver Carina Christensen.

Og skjult reklame er ikke lovligt i Danmark. Ministeren tager dog ikke stilling til, om TV 2 har overtrådt loven i den konkrete sag. I stedet henviser hun til, at det er en sag for Radio- og Tv-nævnet.

Behandles i Tv-nævnet
Nævnets formand Christian Scherfig fortæller, at nævnet hovedsageligt arbejder på baggrund af klager, og de har endnu ikke modtaget en om TV 2's visning af reklamer for Danske Spil under sportskampe.

"Men modtager vi en klage, behandler vi sagen seriøst," siger formand for Radio- og Tv-nævnet, Christian Scherfig, til dr.dk/nyheder.

Han vil ikke forholde sig til, om der er tale om ulovlig reklame eller ej i tilfældet med TV 2, da han ikke har set det. Men han forklarer, at visningen af odds skal kunne begrundes redaktionelt for ikke at være ulovligt. Og det må ikke overdrives, ellers strider også det imod loven.

TV 2 afviser kritikken
Ifølge et svar fra TV 2 til kulturministeren ser tv-kanalen ikke noget problem i at vise forskellige spilforslag fra en ekstern annoncør.

"Visningen af odds på kampens resultat er således iværksat som en relevant redaktionel aktivitet indeholdende relevante oplysninger til seerne om, hvordan andre vurderer udfaldet af kampen," skriver TV 2.

Kilde: DR Nyheder

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også