TV 2 holder på seerne i 2009

Seerne siver fra TV3, mens TV3+ vinder flere på det kommercielle tv-marked, hvor TV 2 synes at have genvundet sin styrke.
Per Fanefjord Laursen

Efter et 2008, hvor seerne sivede fra, holder TV 2 nu sin kommercielle position. Niveauet er en kommerciel share på 45 procent, og TV 2-netværket samler endda en share lidt over 2008 niveau.

Det viser de kommercielle seerandele i sidste uge, kontra samme uge sidste år.

Det er TV 2 News, der muligvis trækker ekstra seere til på grund af skudepisoder på Nørrebro og omegn. Kanalen vinder et helt procentpoint i sidste uge.

"Vi noterer os også, at "Den store klassefest", trods meget hård modstand fra seermagneten "X-Factor", formår at trække en del af de ældre seere til sig fredag aften," siger Broadcast Researcher Simone Krogh, Mediaedge:cia.

Derudover inviterer Joan Ørting til en anderledes form for parterapi i TV 2's bedste sendetid tirsdag aften, men til trods for temaet bliver det kun til lunkne seertal, vurderer bureauet.

TV3 dybt afhængig af fodbold
TV3-kanalerne, der får en tiltrængt ny lillesøster, TV3 Puls, den 23. marts, står også på niveau med samme periode sidste år, det vil sige godt 20 procent. TV3 taber i sig selv stort, men den samlede gruppe blev løftet af TV3+. FCK's UEFA Cup-opgør kompenserede for TV3's samlede sharefald på 1,7 point.

Ikke overraskende er fodboldsæsonens ankomst uhyre vigtig for TV3-holdet.

"I næste uge er betingelserne for seergevinst endda endnu bedre med kampe fra Champions League og SAS Ligaen," forudser Simone Krogh.

Onsdag aften vil TV3 chokere med en ny omgang "Sandhedens time". Programmets nyhedsværdi er dalet en smule, men det formår alligevel at samle et pænt seertal - set med TV3 øjne - på 289.000.

De små under pres
SBS TV går op med hjælp fra Kanal 4 og Kanal 5, der gennem ugen har generet stabile seertal. Den nye sæson af Kanal 4's "De unge mødre" og "Singleliv" begyndte på en ny serierække i sidste uge.

Når alle de store kommercielle udbydere står fast, må det nødvendigvis gå ud over nogle andre, nemlig de små aktører der afleverer andele, TV2 Sport, Cartoon Network og Discovery Channel taber samlet set 1,6 point.

Det er endnu for tidligt med prognoser for vindere og tabere i foråret. Tv-selskabernes nye tilbud er ganske vist efterhånden sat i søen, men det egentlige boom ses først om et par uger. Desuden kaster TV3 som omtalt en ny kanal ind i kampen om én måned.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien