Maiken Wexø ny topchef på TV 2

Programchef Maiken Wexø er udpeget som øverste chef for TV 2 Networks, der er selskabet bag TV 2-betalingskanaler. Hun afløser Esben Halding.
Per Fanefjord Laursen

Hun kommer dermed til at stå i spidsen for bl.a. den største sæson nogensinde for nye egenproduktioner på TV 2 Zulu, og Maiken Wexø indtræder samtidig i TV 2 Danmarks ledergruppe.

I forbindelse med udpegningen af Maiken Wexø til øverste chef justeres organisationen for TV 2 Networks. Per 1. april tiltræder Lars Kiilerich som administrations- og koordinationschef på TV 2 Networks, og der ansættes flere programfolk.

Ud over de to "gamle" TV 2 Zulu-redaktører, Henning Hoffmeier og Morten Månsson, der har ansvaret for alle interne programproduktioner, ansættes der nu yderligere to redaktører til at styrke underholdnings- og sitcom-området.

Maiken Wexø overtager chefrollen efter Esben Halding, der skal være administrerende direktør i produktionsselskabet Eyeworks. Chefskiftet sker i en sæson, hvor TV 2 Zulu allerede har præsenteret sæsonens første to egenproduktioner, "Zulu Love Camp" og "Mørk & Jul", og de næste, "Zulu Late Night, Live!" samt en ny sæson af "Klovn", følger i de kommende to uger. Også TV 2 Charlie går i gang med forårets nye danske programserier samtidig med, at TV 2 FILM gør klar til transmission af årets Oscar-uddeling.

Maiken Wexø kom til TV 2 Networks 1. maj 2007 som programchef for de tre Networks-kanaler. Maiken Wexø har arbejdet i tv-branchen i 25 år som tv-vært, tilrettelægger, redaktionschef og producent. Tilbage i 1985 – bare 17 år gammel – var hun fra London med til at starte MTV i Europa og fungerede som vært på musikkanalen i fire år. I 1997 blev hun uddannet tv-tilrettelægger fra Den Danske Filmskole.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også