Stille lancering af ny Guldbrandsen-film

I går aftes var der forpremiere på Christoffer Guldbrandsens nye dokumentar om Ny Alliance med titlen 'Dagbog fra Midten'. MediaWatch var med.
Michelle From Hoxer

Filmens tre hovedpersoner: Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen var alle mødt op for at se det endelige resultat af dokumentarinstruktøren Christoffer Guldbrandsens mange timers optagelse.

Grand Teatret i det indre København summede af spænding, og det var en tydeligt nervøs instruktør, der kunne trække tæppet fra til 'Dagbog fra midten' - en film, der indtil videre kun har været genstand for ganske lidt medieopmærksomhed.

DR har nemlig nedtonet foromtalen betydeligt sammenlignet med det PR-stunt, der fandt sted i forbindelse med Den Hemmelige Krig. Dengang var det Christoffer Guldbrandsen selv, der stod for pressearbejdet:

”Det er DR, der har kørt det hele denne gang. 'Dagbog fra midten' er også mere en kulturfilm end en breaking news-film, og så har vi haft virkelig travlt her til sidst,” forklarede Christoffer Guldbrandsen.

Han fortalte desuden, at materialet til filmen om Ny Alliance, senere Liberal Alliance, var enormt stort og redigeringsprocessen tilsvarende lang. Først sent i forløbet besluttede han at tildele Naser Khaders spindoktorer Rasmus Jønsson og Ulla Østergaard fremtrædende roller i filmen. Det var efter hans vurdering den rigtige vinkel på historien om partiets korte tid fra storhed til fald.

”Selvom de jo alle er store politikere med gedigne karrierer bag sig, så er filmen er en fortælling om sociale relationer og menneskelig skrøbelighed,” siger Christoffer Guldbrandsen om filmen, hvor man kommer helt tæt på de interne uenigheder blandt rådgivere og politikere.

På Khaders opfordring
Filmen giver et indblik i samspillet mellem de implicerede personer og den splittelse, der allerede viser sig fra begyndelsen. En intern splittelse, der for alvor cementeres, da Naser Khader ansætter Ulla Østergaard som ny spindoktor uden først at informere Rasmus Jønsson.

Herefter er det Gitte Seeberg og Rasmus Jønsson, der står sammen om en mere midtersøgende linje over for Naser Khader, Anders Samuelsen og Ulla Østergaard, der forsøger at nærme sig regeringspartiet. Uenigheden viser sig i alt fra partiets slogan til håndteringen af Se og Hørs anklager om, at Naser Khader skulle have benyttet ulovlig arbejdskraft.

Efter filmen ytrede Naser Khader, at han var godt tilfreds med resultatet, men hvorvidt det var den eneste sandhed om Ny Alliance, ville han ikke udtale sig om.

”Det er Christoffers valg at lave filmen sådan her,” fastlog han kort efter premieren.

Det var Naser Khader selv, der i sin tid tog initiativ til filmen. Han tilbød simpelthen Christoffer Guldbrandsen, som han i forvejen kendte godt, at dokumentere partiets historie helt fra dets spæde start. Naturligvis uvidende om, at eventyret ville ende som det gjorde.

Således følger man dagene før det første pressemøde i maj 2007 frem til Naser Khaders afskedstale i januar 2009. Og det bliver en vej, der er tydeligt præget af de rådgivere, han omgiver sig med. Fra Rasmus Jønsson til Ulla Østergaard og i mindre grad erhvervsmanden Eric Rylberg, som uden held forsøger at få styr på partiets kampagne og økonomi.

'Dagbog fra midten' bliver vist på DR2 tirsdag den 10. februar kl. 20.40

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også