TV 2-plan til eksamen

I dag modtager EU-kommissionen den plan, der langsigtet skal løse TV 2's økonomiske problemer. Afgørelsen kan trække ud i ugevis - måske længere.
Jacob Brejnebøl Knudsen

 

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Fra politisk side i Danmark er man allerede nået til enighed om at tillade TV 2 at opkræve brugerbetaling fra 2012, men beslutningen er endnu ikke endegyldig. Først skal den nemlig en tur over Bruxelles, hvor EU-kommissionen skal nikke ja eller sige om igen i forhold til, om det er lykkedes at stable en bæredygtig forretningsmodel på benene for TV 2's vedkommende.

Som TV 2-direktør Merete Eldrup bemærker, kan man jo ikke være på konstant redningsstøtte. Afdelingschef i Kulturministeriet Jesper Hermansen regner med, at der kan forhandles, hvis planen ikke er tilstrækkelig.

"Hvis kommissionen siger ja, siger det næsten sig selv, at så skal planen gennemføres. Bliver det et nej, går jeg ud fra, at vi får en drøftelse om, hvad der så skal til og kan forhandle om det. Men det kommer meget an på, hvad der i givet fald vil være utilstrækkeligt i planen," vurderer han.

Han er fortrøstningsfuld og regner ikke med, at der vil være noget at komme efter for kommissionen.

Ingen garantier
"Jeg håber da, at planen går igennem og tror også, at det er realistisk. Vi synes, at det er en fornuftig plan."

Men selv om der har været kontakter imellem ministeriet og EU-kommissionen, tager han intet for givet.

"Vi har haft en dialog, men der er ingen garantier. Det er en reel stillingtagen, som kommissionen skal tage."

Jesper Hermansen forventer, at der vil gå flere uger, før planen er igennem EU-kommissionens analyseapparat, og hvis der er tvivlsspørgsmål, skal de også frem og tilbage i systemet. Medieprofessor Frands Mortensen fra Aarhus Universitet mener ligefrem, at der kan gå flere måneder, fordi sagen er meget kompleks og slet ikke til at forudsige udfaldet af.

"Teoretisk set skulle planen kunne godkendes allerede i dag, men sådan kommer det ikke til at gå. Bl.a. skal man finde ud af, om det er diskrimination, at man også skal betale for TV 2, når man køber TV3, men ikke omvendt."

Kommissionen tabte
Det er ikke mere end et par måneder siden, at kommissionen led et pinligt nederlag ved EF-domstolens første instans i sagen fra 2004, da TV 2 ifølge kommissionen havde modtaget for meget statsstøtte.

"Kommissionen vil undgå en ny begmand og også gøre alt, hvad den kan for at redde TV 2. Den kan ikke leve med at lukke Danmarks mest populære tv-station, så den vil gå langt. Omvendt er den også bange for at gå for langt, fordi SBS og MTG står parate til at føre nye sager," siger Frands Mortensen, som også bemærker, at andre EU-landes public service-stationer vil se meget opmærksomt på, hvis TV 2 får lov at opkræve brugerbetaling fra seerne.

Almindeligvis må public service-stationer ikke opkræve betaling for sin hovedydelse, men spørgsmålet er, om TV 2 er stillet anderledes, fordi man ikke modtager statslige midler til sin hovedkanal.

Sagens centrale aktør er naturligvis TV 2 , og her sidder adm. direktør Merete Eldrup og venter spændt på en afgørelse om kanalens fremtid. Hun forventer ikke, at kommissionen får kvababbelser med brugerbetalingen fra 2012.

Usikker periode
"Det er almindelige markedsmæssige vilkår, og det stiller os ikke anderledes end konkurrenterne. Det er en måde at være selvbærende på, og det er ikke en licens. Folk kan sige nej og oven i købet få TV 2 gratis, hvis de vil," siger Merete Eldrup, der til gengæld frygter komplikationer, når det gælder det punkt, der handler om, at staten kan hjælpe TV 2 med statslån indtil 2012, hvis der bliver brug for det. Og de kommende tre år er en usikker periode for reklamemarkedet, og derfor er Merete Eldrup ikke parat til at sige, at staten kan fjerne sin sikre hånd under TV 2. Heller ikke trods overskud i 2008 og 2009.

"Jeg ville ønske, vi kunne, men tre år er for lang tid - i hvert fald med den nuværende finanskrise," siger hun og minder samtidig om, at TV 2 i hvert fald på kort sigt ikke har fået en fremstrakt hånd nogen steder fra.

"Der sker i virkeligheden ingenting for TV 2 før i 2012. Det er bottomline, selv om man synes, at vi har fået kørt en trillebør ind. Til dem der tror, at vi holder fest og virkelig kan fede den, må jeg sige, at det er lige modsat. Det er ikke sjovt at være fattig, hvis man skal bevare sin handlefrihed - så skal man ikke i lommen på bankerne, staten eller EU-kommissionen. Vi kan ingenting, og sådan har det været i et år."

Bolden hos EU
Bolden i TV 2-sagaen er nu spillet over på EU-kommissionens halvdel, men hvordan og hvornår den bliver spillet tilbage, er endnu ikke helt klart, og den lukkethed er ikke ny - slet ikke i EU-systemet. Skeptisk professor Medieprofessor Frands Mortensen er i det hele taget temmelig kritisk over for den lukkethed, som har omgærdet hele processen om at lade TV 2 opkræve brugerbetaling.

"I offentligheden kender vi kun konturerne af den rapport, der er blevet udfærdiget. Vi kunne godt ønske os at vide, hvordan præmisserne for TV 2's budgetter er lagt. Det er ikke et urimeligt krav, når man tænker på, at det er skatteyder- eller licenspenge det handler om."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også