TV 2 kan blive for dyrt køb

Brugerbetaling på TV 2 gør tv-stationen til attraktivt køb, mener medieprofessor. Hos Venstre lurer frygten derimod for, at TV 2 kan blive for dyrt med den ny aftale.
Per Fanefjord Laursen

Venstres Ellen Trane Nørby og medieprofessor Frands Mortensen fra Århus Universitet diskuterede i fredagens ’Mennesker og medier’på P1, om privatiseringen af TV 2 er kommet tættere på eller ej med vedtagelsen af TV 2-aftalen.

Og Indførelsen af abonnement for TV 2 får en bivirkning på salget, spåede Ellen Trane Nørby.

”Prisen for TV 2 kan stige, fordi TV 2 har udsigt til en rentabel forretning fra 2012, men det er ikke en fordel,” sagde hun med henvisning til, at en højere pris kan skræmme danske, mere publicistisk-orienterede købere væk.

Frands Mortensen er helt uenig. Der er taget et stort skridt i retning af en privatisering.

”Det er en kæmpe fordel, fordi TV 2 bliver en overskudsforretning fra 2012 og frem,” sagde han og uddybede:

”Forligspartierne kan ikke begrænse TV 2's abonnementsindtægter, når det er solgt. TV 2 bliver til et privat selskab, der selv vil kunne styre abonnement. Ligesom man gør med reklamepriser. TV 2 er sikret et stort overskud, og det gør det meget nemmere at sælge.”

Sepstrup: Lad os høre EU
Den indgåede politiske aftale gør det i bedste fald ikke sværere at privatisere TV 2, tror medieforsker Preben Sepstrup.

”I 'bedste fald' fordi der foreløbig er usikkerhed om abonnementsaftalen får medhold i EU, fordi den under alle omstændigheder vil skabe usikkerhed om seernes og kabelselskabernes betalingsvillighed og reaktion, og fordi det kun er på kort sigt, der er en gevinst ved at sælge sendenettet.” siger han til MediaWatch.

Han tror ikke det er sandsynligt, at en mere publicistisk køber vil blive skræmt af et TV 2 med brugerbetaling - selvom det fordyrer stationen.

”Abonnementsbetalingen ligger foreløbig fast og kan ændres opad. Det er i sig selv attraktivt for en køber.”

Privat TV 2 ville indføre abonnement
Professor Frands Mortensen er overbevist om, at en ny TV 2-ejer alligevel som det første ville have indført brugerbetaling "eller måske lige efter, man havde skåret nyhedsafdelingen ned til det halve,” som han bemærkede i radiointerviewet.

Ellen Trane Nørby afviste imidlertid den tolkning:

"TV 2 med privat ejer vil være underlagt de samme public service krav som i dag – det har hele tiden været udgangspunktet i salgsprocessen, og derfor ville man ikke kunne skære så kraftigt ned på nyhederne. Desuden kunne man betinge sig, at hovedkanalen skulle være gratis."

Kom så i gang!
Ellen Trane Nørbys udgangspunkt er, at TV 2 for længst burde have været solgt. Det havde afhjulpet kerneproblemet: At staten ikke kan skyde ekstra kapital i TV 2, når den fra tid til anden havner i en krise. Det kan en privat ejer. Privatiseringen bremses for hende at se også fortsat af, at der er to retssager i EU, der er uafklaret.

Men Politikerne skal ikke vente på, at retssagerne mod TV 2, og staten er afklaret. I stedet skal medievirksomheden sættes til salg med det samme. De uafklarede sager kan der tages højde for, lød kommentarerne for nylig fra Dansk Industris branchedirektør, Tom Togsverd.

”Jeg ved, at der vil være købere. Det er klart, at der er nogle risici i form af uafklarede retssager, men jeg kender andre handler, hvor man har parkeret den slags. Det har vi blandt andet set på El-markedet. Det kan gøres på mange måder,” siger Tom Togsverd, Dansk Industri, som kalder det et tilrettelæggelsesproblem. Togsverd opfordrer til at salgsplanerne af TV 2 fremrykkes.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også