Seerfald til DR1 og TV 2 efter digitalt skifte

Flere aktører mener, det får konsekvenser for seningen af DR1 og TV 2, når sekundære apparater har sort skærm efter den 1. november.
Per Fanefjord Laursen

Skiftet til digitalt tv er først gennemført, når alle tv-apparater i husstanden har én modtageboks til det digitale sendesignal. Det vil løbe op i omkostninger for husstande med mange sekundære apptaraer, og det kan forsinke skiftet og få betydning for seningen af DR1 og TV 2.

"Det er ikke usandsynligt, at mange husstande venter med at få gjort deres sekundære tv-apparater klar," erkender sekretariatschef Torben Dan Pedersen, Advice, der varetager den offentlige information om skiftet.

Der står hele 2.1 mio. tv-apparater hos de danske familier, der får et signal fra en almindelig antenne, heraf er 360.000 tv-apparater i sommerhuse, campingvogne m.m. I alt 1,1 mio. husstande er berørte af det digitale skifte, fordi de har mindst ét apparat, der anvender almindelig antenne. Det viser nyeste DR/Megafon analyse.

Ikke førsteprioritet
Den store offentlige kampagne 'DetnyeTvsignal.dk' skal sikre, at max. to procent af husstandene risikerer sort skærm den 1. 11. 2009. Det mål er kampagnefolk og Boxer ret sikre på at nå, men målet gælder kun det primære apparat i husstanden. Kampagnen fortæller også om tv-apparatet i f. eks. børneværelset, men det har ikke førsteprioritet op til det analoge sluk.

"Hvis mange husstande ikke konvertere de sekundære apparater, kan det betyde noget for sening på DR1 og TV 2 i en kort periode," vurderer Torben Dan Pedersen.

Han peger på, at det primære apparat, som først får en modtageboks, meget vel kan være det, som står på teenage datterens værelse.

Godt fra start
Torben Dan Pedersen mener, at målet om at få gjort alle de primære apparater klar til tiden tegner lovende. Af flere årsager: Processen kommer godt fra start, når Boxer går i gang allerede fra den 1. februar med salg i Jylland, Advice har gode erfaringer med et beslægtet projekt (udskiftning af forældede komfurer i København) og kendskabet til, at det analoge signal slukkes i efteråret 2009 er allerede på 61 procent i befolkningen.

DR gennemfører sin egen informationskampagne og opretter kundeservice, hvor man informerer de berørte husstande om alle forhold, men hovedopgaven for DR er også at få det primære apparat klar til digitalt tv den 1. november.

Vigende tilfældig sening
Spørgsmålet, der kunne interessere tv-stationerne, er, hvor stor effekt de sekundære apparater i værste fald kan få på tv-seningen, hvis en stor del af dem er ubrugelige i månederne efter den 1. november.

Ifølge Gallup, hvis tal ikke er sammenlignelige med Megafon, står 15 procent af tv-apparaterne, der får et signal fra almindelig antenne, andre steder end i stuen. De udgør altså en eller anden faktor i forbruget.

Gallups direktør Frank Klausen kan godt se scenariet for sig: at DR og TV 2 går ind i en periode med færre potentielle seere op til julen 2009.

"Der er jo et antal procent, der ikke bliver klar til at se tv på det primære apparat, og sandsynligvis et større antal sekundære apparater, hvor man ikke har skaffet sig en modtageboks på grund af økonomi eller dovenskab," siger han.

"Men det er meget svært at lave en prognose på den faldende sening, hvis husstandens sekundære apparater har sort skærm i en periode. Hvor meget påvirker det reelt forbruget i husstanden? Tilfældigheds seningen kan svækkes, tror jeg, mens det, seerne virkelig vil se, skal de nok få set på det primære tv," spår han.

Kortvarigt fænomen
DR bliver ikke overrasket, hvis der ses en effekt.

"Det er meget sandsynligt, at der kan registreres lavere sening på DR og TV 2 i en kortvarig periode. Man skal ikke undervurdere bekvemmeligheden omkring tv-sening, så der kan gå lidt tid, før folk har modtagebokse på alle apparater," siger Niels Marslev, DR Medieforskning, der venter, at DR slipper billigt, hvis det er børne- og teenage værelser, der har sort skærm.

TV 2 underspiller problem
TV 2's vurdering er, at det er minimalt, hvilken betydning det vil have for den samlede sening.

"Det er selvfølgelig ikke muligt at forudsige resultatet af den beslutningsproces, som husstandene skal igennem, men når man har et tv i et rum, vil vi formode, at man også gerne vil kunne se fjernsyn på det. Derudover foregår langt hovedparten af seningen i dagligstuen," oplyser souschef Mette Lehrmann, TV 2's analyseafdeling.

Permanent tab af seere
Det analoge sluk kan desuden udløse et andet mere langvarigt tab for tv-mediet, påpeger Advice-direktøren.

"Der kan være en gruppe, der benytter skiftet til digital tv til at vælge tv helt fra, fordi man hellere vil bruge tid på noget andet, og så se udvalgte indslag på nettet. Det gjorde to procent i Finland," siger Torben Dan Pedersen.

Placering af tv-apparater med
et signal fra alm. antenne
Stuen 85%
Soveværelse 5%
Køkken 3%
Børneværelse 4%
Kælder 0%
Værelse 2%
Andet 0%
Ukendt 0,1%
 
KIlde: Gallup

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også