Voxpop: TV 2-krise påvirker ikke produktionsselskaberne

TV 2’s fremtid er usikker, men hos produktionsselskaberne blinker der ingen røde lamper – endnu.
Laura Bøge Mortensen

Hvordan påvirker TV 2 krisen mon produktionsselskaberne? MediaWatch lavede en voxpop med direktørerne fra Mastiff, Strix TV, Koncern og Metronome. Intet tydede på panik. Tværtimod har genforhandlinger af formater ikke vakt de store problemer.

Kim Ardal, Mastiff

Er I påvirket af TV 2's situation nu? Hvis ja, hvordan?

Vi er påvirket i den forstand, at vi aldrig har produceret flere programmer for TV 2, end vi gør nu. Jeg tror, en af grundene til det er, at der i krisetider er en tendens til, at man vender sig mod det sikre og trygge. Det man kender og ved virker. Lidt ligesom når manden dropper elskerinden og går tilbage til konen. På Mastiff vil vi gerne være TV 2 en god kone i en hård tid - men selvfølgelig en frisk og fyrig en af slagsen, som er åben for at prøve nye ting af.

Set i lyset af TV 2's problemer, hvilke udfordringer forventer I for 2009?

Vi skal levere programmer i høj kvalitet, og vi have det sjovt, mens vi gør det. For det tredje skal vi sørge for sorte tal på bundlinjen, så vi forbliver en stærk partner, der kan
investere i udvikling af nye projekter.

Hvilke formater har I haft ude i år, og hvor mange af dem vil gå igen næste
år?

I 2008 har vi produceret Vild med Dans, Så Det Synger og Hvem Kan Slå, og jeg håber og tror, det bliver til gensyn med alle tre formater i 2009. Og så er der en ny stor ting i produktion, som vi ikke kan løfte sløret for - det er jo snart jul, og så må man godt have hemmeligheder.

Fredrik Hillerbrand, Strix Tv

Er I påvirket af TV 2's situation nu? Hvis ja, hvordan?

TV 2 har ikke, overfor mig, meldt ud at deres situation kommer til at påvirke deres egenproduktionsbudgetter og vores muligheder for at levere til dem, så nej, vi er ikke påvirket.

Set i lyset af TV 2's problemer, hvilke udfordringer forventer I for 2009?

Vi leverer primært programmer til reklamefinansierede kanaler, så TV 2’s situation isoleret blegner lidt i forhold til den globale finanskrise, og det har vi selvfølgelig taget højde for i næste års budget. TV 2’s problemer skaber derfor ikke nye udfordringer for os. Derudover må jeg konstatere, at det ville være en skam, hvis jeg klagede over vores situation lige nu.

Hvilke formater har I haft ude i år, og hvor mange af dem vil gå igen næste år?

Den hemmelige millionær og Min nye familie. Jeg regner ikke umiddelbart med, at nogen af dem kommer på skærmen i næste år på trods af, at de begge var seersucceser. Det skyldes hverken finanskrise eller økonomiske problemer på TV 2, men knap så mange hemmelige millionærer og manglende interesse for hunde.

Merete Mortensen, Metronome

Er I påvirket af TV 2's situation nu? Hvis ja, hvordan?

Nej, vi er ikke påvirket af TV 2s situation lige nu.

Set i lyset af TV 2's problemer, hvilke udfordringer forventer I for 2009?

Vi forventer, at konkurrencen bliver yderligere skærpet. Både mellem produktionsselskaberne og tv-stationerne imellem. Ingen får noget forærende.

Hvilke formater har I haft ude i år, og hvor mange af dem vil gå igen næste år?

Langt over halvdelen af de formater, vi har produceret i år, kommer på skærmen næste år.

Thomas Heurlin, Koncern Tv

Er I påvirket af TV 2's situation nu? Hvis ja, hvordan?

TV2 er den vigtigste kunde på markedet, og den tv-station vi altid har haft det største engagement med. Vi har i mange år leveret meget børne- og ungdomsstof. I år har vi mærket en dalende efterspørgsel indenfor det stofområde fra TV2. Ellers har efterspørgslen på vores primetime programmer indenfor livsstil og dokumentar været uændret.

Set i lyset af TV 2's problemer, hvilke udfordringer forventer I for 2009?

Vi regner med, at der kommer en politisk løsning på TV2s problemer, således at danskerne sikres en fortsat public service konkurrence mellem DR og TV2. TV2 har i sidste halvdel af efteråret klaret sig virkelig flot seermæssigt. Så selvom finanskrisen også rammer TV2, viser seernes opbakning, at danskerne ønsker et stærkt TV2.

Hvilke formater har I haft ude i år, og hvor mange af dem vil gå igen næste år?

Liebhaverne, Drømmeværelset, Ole Henriksens lykkekur, Sandheden om Danskerne. Udover Liebhaverne og Drømmeværelset har vi allerede indgået kontrakter med TV2 om en række helt nye programformater.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også