DK skal lære af analogt sluk i USA

Dansk delegation drager til USA for at lære om skiftet til digitalt tv, der sker om to en halv måned i USA, og hvor lavindkomstgrupper er den store udfordring.
Per Fanefjord Laursen

Nok er Danmark et meget mindre og langt mere homogent og håndterligt land, men de amerikanske erfaringer er alligevel værd at lytte til. Derfor tager et par medarbejdere fra den offentlige informationskampagne ’Det Nye Tv-signal’ til Washington i starten af januar for at mødes med myndighederne og det bureau, der står for kommunikationen.

”Formålet er at lære af deres erfaringer på det mest kritiske tidspunkt i deres kampagne og overføre erfaringerne til den danske kampagne,” siger Torben Dan Pedersen, der er direktør for Advice, et af to bureauer, der står for kampagnen.

15 procent skal skifte
Den 17. februar 2009 slukker 1.756 tv-stationer i USA for deres analoge signaler og skifter til udelukkende digitalt tv.

I USA er regeringen forholdsvis tryg ved tv-selskabernes håndtering, men der er stigende frygt for, hvordan seerne vil klare opgaven.

Det estimeres, at der fortsat er 15 procent af husstandene, der kun ser tv via analogt antenne signal – altså mindre end i Danmark (18-20 %) – og det svarer til 17 mio. husstande. Samtidig gælder det, som i Danmark, at mange husstande har flere sekundære apparater, der trækker signalet ind med almindelig antenne.

En nyere analyse viser, at 9,6 mio. husstande er helt uforberedte på, at de analoge signaler går i sort. Det er lavindkomsthusstande, der er dårligst informeret og uforberedte, og der også ses etniske forskelle. Især Hispanics er ikke klar over problemstillingen.

I USA har regeringen sat ind med en subsidieringsplan og afsat 1,5 mia. dollars, der skal gå til at uddele værdikuponer til køb af en modtageboks til mellem 40 til 90 dollars. Der gives to kuponer til hver husstand, der ikke kan erstattes, og de uddeles, til der ikke er flere penge. Problemet har indtil videre været, at halvdelen af kuponerne, der uddeles, ikke indløses.

Kritikere peger på, at kuponerne ikke er reserveret til dem, der har størst behov, og kritikere forudser, at der er afsat for få pengemidler, når det først bliver alvor, og efterspørgslen eksploderer.

Digitale signaler gav kvaler
Som omtalt på MediaWatch i september, fik USA en smagsprøve på det digitale skifte i Wilmington, North Carolina. Ifølge den endelige opgørelse var det ikke skræmmende mange, der ikke havde skiftet til en modtageboks. Kun én procent var helt uforberedte.

Men der var en del opkald til call-centeret, der var nedsat for at hjælpe seerne. Flere fik sort skærm, fordi de ikke kunne betjene en ny modtageboks og de digitale tv-apparater. Der var også tekniske problemer, der skyldes dækningen. Flere husstande var helt klar, men havde problemer med, at deres antenne ikke var indstillet 100 procent korrekt, fordi det digitale signals ”footprint” ikke helt matchede det gamle analoge.

I USA har regeringen allerede bortauktioneret de frekvenser, der bliver ledige i februar, for 19,6 mia dollars. Verizon og AT&T har købt 80 procent af frekvenserne.

Kilde: Notat fra DigiTAG Project
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også