Jørgen Madsen: Det bliver en kamp på tv-indhold

Kampen står ikke om, hvordan man modtager sine tv-kanaler, men hvad tv-pakkerne indeholder, siger MTG-direktør Jørgen Madsen.
Tine Brødegaard Hansen

Boxer er sidste mand på markedet og hænger sig primært op på den digitale distributionsform DTT. Men kampen kommer i langt højere grad til at stå om, hvilke kanaler man kan tilbyde, og der har Viasat stærke kort på hånden, siger Jørgen Madsen.

"Ud fra de forhandlinger vi har haft, vurderer vi, at det er bedre, at vi selv udnytter vores tv-kanaler. Når 400.000 mennesker efter 1. november 2009 (hvor tv-sendenettet bliver digitaliseret, red.) skal vælge, hvilken type tv de vil have, går det mere på indhold end på, hvem der leverer det."

Boxer satser på, at forbrugerne vil være tiltrukket af at kunne vælge mindre og mere fleksible tv-pakker end dem, der er på markedet nu. Men hvis Boxer, der har lovet at levere 29 kanaler, ikke har de rette kanaler, får de heller ikke kunderne, mener Jørgen Madsen, som ikke køber argumenet om fleksibilitet.

"Vi har 31 valgmuligheder med vores pakker, så der er allerede stor fleksibilitet."

Derfor har Viasat valgt at styrke sine tv-pakker med TV 2-kanalerne Zulu, Charlie og Film for at være bedst muligt rustet til kampen om seerne. Jørgen Madsen understreger, at man kan få Viasats pakker på talrige måder, via ip-tv, bredbånd, satellit eller kabel. Samtidig tilbyder Viasat kanaler i HD-kvalitet, hvilket optager for meget plads på det digtigale sendenet (DTT) og pay-per-view muligheder.

Vi har unikt produkt
Derfor har prisforhandlingerne med Boxer har ikke haft Viasats store interesse, da MTG mener at have et unikt produkt på hånden.

"Kommer man sidst ind på markedet, som Boxer gør, har de mere behov for kanaler, end vi andre har. Viasat kan man jo stadig få alle steder i landet, selvom der bliver slukket for det analoge tv-signal."

Er det ikke lidt tidligt at melde jeres stilling ud, og hvorfor gør I det netop nu?

"Vi har vores kunder et år ad gangen, og synes det er fair at sige til dem nu, at hvis man vil have den stærkeste tv-pakke i Danmark, skal man købe Viasat-pakker. Hvis vi havde ventet til oktober ville det være for sent."

Boxer-direktør Steen Ulf Jensen siger, at jeres sportsrettigheder ikke er afgørende for de kunder, Boxer henvender sig til?

"Så er det jo fint, at de ikke skal distribuere vores kanaler, måske er det derfor, de ikke vil betale nok for dem."

Boxers udvikling i Sverige viser jo, at Viasat med tiden er gået i samarbejde med Boxer, vil det samme ske her?

"Det er et helt andet set-up i Sverige. I Danmark er der i dag 80 procent af befolkningen, som har kabel, bredbånd eller satellit. Det efterlader 20 procent, der skal tage stilling til, hvilke kanaler de vil have. Mange har allerede taget stilling, fordi de har købt fladskærme med indbygget tuner (mpeg 2 eller 4, red.), der sikrer, at de kan se DR og TV 2, som fortsætter med at være gratis for alle. De skal tage stilling til, om de vil have flere kanaler end dem, og der er Viasat den største digitale tv-distributør nu. Det, håber jeg, også vi gør os fortjent til at være efter den 1. november. Jo flere kunder vi får, jo bedre tilbud kan vi give dem."

Jørgen Madsen frygter ikke konkurrencen fra de andre tv-kanaler, Boxer får med ombord. Han fokuserer sin tid på at skabe et tilbud til seerne, de ikke kan afslå.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også