TV 2's underholdningsformater på hårdt arbejde

TV 2's to hovedkonkurrenter kaprer 3,4 kommercielle sharepoint, og hovedkanalen må betale det meste af regningen.
Per Fanefjord Laursen

Det kommercielle styrkeforhold mellem TV 2 og TV3-kanalerne svinger fra uge til uge. I sidste uge svingede pendulet til TV3's fordel. TV 2 lå 2,6 procentpoint under 2007-niveau, mens TV3-kanalerne var 1,1 over.

Det skyldes bl.a., at TV 2 nu mangler ’Vild med dans’, og at TV3+ havde særlig held med SAS Ligaen og Champions League kampene, der tiltrak gode tal. AaB - Villa Real gav således 270.000 seere.

’Vild med dans’ er nu afløst af "Allstars", der gjorde det pænt med 1.077.470 seere. Programmets har den utaknemmelig opgave at begrænse det uundgåelige seertab, TV 2 står til fredag aften.

”Når vi ved, at ’Vild med dans’ hver uge udgjorde ca. fem procent af danskernes samlede ugentlige TV 2-sening, skal der alligevel noget til, før TV 2 kan genvinde et stabilt løft,” påpeger Broadcast Researcher Simone Krogh, Mediaedge:cia.

Gode tal til enkelt programmer
Trods faldende share gjorde TV 2-programflade en helhjertet indsats. I den forgangne uge havde man fine resultater med de to nye programmer "Klamphuggerne" og "Sex i Danmark" med henholdsvis 900.550 og 790.950 seere. Og den faste, gode seermagnet "Hvem vil være millionær" nærmede sig "Allstars" niveau.

Selv om TV 2 permanent er svækket på den kommercielle share, er det ikke den nærmeste modstander hos TV3-kanalerne, der blot samler det hele op, som ville have været naturligt for nogle år siden.

Det er hver uge SBS-kanalerne, der fast gør krav på sin andel, således at SBS TV i de seneste fire uger ligger 2,4 point over sidste års niveau. I den netop overståede uge var kanalerne 2,3 point over; meget betegnende drevet af to helt forskellige tilbud, ’De Unge Mødre’ på Kanal4 og serien ’Criminal Minds’ på Kanal5.

TV 2-familiens lyspunkt var TV 2 News. Ugen med det amerikanske præsidentvalg gav en ekstra gevinst for News med vækst på 0,7 til en 3,1 share. Kanalen bedømmes normalt på nettodækning – målt som personer, der har set mindst ét minut. Det gjorde 1.478.000 personer, og det gennemsnitlige daglige antal brugere var 614.000. Disse 614.000 brugte i gennemsnit 35 minutter om dagen på at se TV 2 News - det næsthøjeste nogensinde for en uge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu