Tv har samme styrke som i 1992

Trods konkurrence fra internettets on-demand tilbud, er der stadig stor opbakning til traditionelt tv-forbrug, viser nye tal fra Gallup.
Per Fanefjord Laursen

Direktør Frank Klausen, Gallup, erkender, at han er den kedelige mand, der må afblæse alle de spændende, dramatiske mediescenarier. Gallup har netop undersøgt tv-forbrugets udvikling fra 1992 til 2008.

"Vi kan blot konstatere, at det generelle tv-forbrug på ca. 161 minutter per dag stort set er det samme som i 1992. Dét år, vi indledte tv-meter-målingerne. Det bevæger sig lidt op og ned gennem årerne, men niveauet er stabilt. Børn og de unge ser også stort set det samme mægde tv, som de gjorde i 1992. Og der er heller ikke et vigende tv-forbrug i de husstande, der oplyser, at de har web-adgang," siger Frank Klausen, der dog ikke tror, at situationen vil vare ved.

"Vi kan se, at tv's rolle er uændret de seneste 16 år, men jeg tror ikke, det varer ved de næste otte år. Den båndbredde, folk har til rådighed, er afgørende, og den vokser."

Gallup registrerer også, at der er en smule mere fragmentering at spore i forhold til, hvor man ser tv, men 84 procent af seningen foregår fortsat fra sofaen foran det primære tv-apparat.

Få ser tv online
Et tema i mange avisartikler, inspireret af forhold i USA, er det pres, der kommer fra PVR'er i forskellige former, der betyder, at folk kan se programmer forskudt og samtidig springe reklamer over. Men Gallups nyeste data viser, at danskerne ser flow-tv ("almindeligt" tv).

"Brugen af tidsforskudt sening er minimal. PVR-bokse bruges stort set ikke," siger Gallup-direktøren.

Gallups undersøgelser viser også, at fire procent af befolkningen ser tv online dagligt.

Eksperter grebet af hype
Medieforsker i DR, Niels Marslev, finder det ret indlysende, at dommedagsprofitierne om flow-tv slet ikke holder stik. Han kan godt se, at logikken, mediedækningen og opinionsdannerne dikterer, at tv bør være et svækket medie, men dem, der udbringer budskabet, synes at savne fornemmelse for medievaner hos almindelige mennesker, lyder fortolkningen.

"Jeg finder det ikke overraskende, at folk fortsat bruger meget tid på tv. Tv-mediet har meget at byde på, langt mere end for 10-20 år siden, herunder bedre production value og bedre tilbud fra konkurrenterne til DR og TV 2."

Han mener også, at dem der, udbreder sig med dommedagprofitier om broadcast tv har svækket sans for den brede befolknings medievirkelighed.

"Er det så overraskende, at moderne mennesker trænger til at læne sig tilbage i sofaen og tage imod efter en lang arbejdsdag?"

Meget af det spin, man hører om broadcast tvs død, stammer fra folk, der har en interesse i, at andre nye medier vinder frem; andre er blot grebet af hypen om nye medier, vurderer Niels Marslev.

Niels Marslev henviser til, at brugen af digtiale medier i dag kommer oven på traditionelt medieforbrug.

"Der er selvfølgelig også en grænse, for døgnet har kun 24 timer".

DR's medieforskning har for nylig indledt en ny undersøgelse af det samlede medieforbrug over et døgn, der går under betegnelsen 'M3 - multimedie mennesket', og som udkommer næste år. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også