James Bond spækket med sponsorer
Det har længe været kendt, at film kan bane vejen for visse produkters popularitet. Men det har nu nået nye højder. I hvert fald forlyder det, at sponsorer i den nye James Bond-film 'Quantum af Solace' i alt har betalt 79 mio. dollars for at få deres produkter til at spille en fremtrædende rolle i filmen om agentens missioner.
I den forrige film om 007-agenten 'Die Another Day' havde sponsorer smidt godt og vel 69 mio. dollars i kassen for at sikre, at deres produkter var synlige, og dengang betød det, at kritiske røster omdøbte filmen til 'Buy Another Day'. Men den rekord er altså nu slået med 10 mio. dollars, skriver filmonic.com.
Et eksempel på denne form for produktplacering er, at Bond for eksempel bærer et Omega-ur og har gjort det siden 1995, selv om agenten i tidernes morgen bar Rolex.
'Product placement' er da angiveligt også mærkevareproducenternes favoritmarkedsføringsmetode.
- Newspaq