Jørgen Madsen: TV 2 er stadig en godbid

MTG's danske direktør Jørgen Madsen er træt af at TV 2 bliver nedvurderet. Tv-stationen er stadig en godbid for MTG.
Tine Brødegaard Hansen

"TV 2 er interessant med og uden retssagerne. Det bud, vi gav i sin tid, inkluderede også disse retssager (i 2004 var MTG klar til at købe TV 2 sammen med en række andre danske mediepartnere, red.). I medierne hører man alle sige, at TV 2 ikke har nogen værdi. Det passer ikke. Når man ser på en virksomhed, ser man på, hvordan den vil klare sig fremadrettet," siger Jørgen Madsen og nævner i flæng:

"Til næste år er der ikke udgifter til EM eller OL, og når det gælder indtægter, har man lige sat prisen op på Zulu og styrket distributionen af Zulu, Charlie og Film. Til næste år vil det digitale sendenet betyde, at alle de kanaler kan ses af alle, hvilket øger penetrationen og brugerbetalingen. Det er en fantastisk spændende mulighed."

Når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt MTG's appetit på TV 2 er usvækket, kan man næsten høre maven rumle.

"Vi vil gerne indgå i et konsortie og skabe et bredt økonomisk fundament for TV 2, så selskabet bliver mindre konjunkturfølsomt. Det er MTG selv, fordi vi er tilstede i mange lande."

Mange peger jo på, at TV 2 taber sit monopol på landsdækkende tv-reklamer med digitaliseringen?

"Det passer heller ikke. TV 2 vil være tilgængelig med DR i Mux 1 (når tv-signalerne sendes digitalt fra næste år, bliver der plads til over 35 landsdækkende kanaler, der "pakkes" i forskellige Mux'er, red.), og det gør dem til de eneste kanaler, der er lettilgængelig og ikke koster penge. Derfor bevarer TV 2 sin fordel," siger Jørgen Madsen og tilføjer:

"Derudover har TV 2 ufatteligt dygtige medarbejdere, en høj kommerciel share, nye indtægter på vej og færre omkostninger."

Så du ville være glad for en privatisering af TV 2?

"Ja, det kunne være spændende."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien