Henrik Schultz: TV 2 er klar til privatisering

Frifindelsen af TV 2 er gode nyheder og bringer planerne om et salg tilbage på den højaktuelle bane, mener medieanalytiker Henrik Schultz.
Tine Brødegaard Hansen

I dag blev TV 2 frikendt af EF-domstolen for at have modtaget 1,1 mia. kr. for meget i statsstøtte, inden licensen bortfaldt. Det bringer planerne om en privatisering af TV 2 "tilbage til startstregen", siger medieanalytiker i Kaputhing Bank, Henrik Schultz, der forventer, at salgsplanerne nu pudses af igen.

Hvad er din vurdering af hvilken betydning dommen får?

"Det er positivt og godt og åbner for en privatisering af TV 2, fordi det juridiske ansvar nu er defineret."

Forude venter sagsanlæggene fra SBS og MTG, der mener, at statens rekapitalisering af TV 2 tilbage i 2004 var ulovlig. Har du et bud på, om de sager bliver påvirket af frifindelsen i dag?

"Ikke umiddelbart, men jeg vil tro, at konkurrenterne er moderat positivt indstillet ved udsigten til, at TV 2 bliver privatiseret. Det vil være en endelig rekapitalisering, for man kan jo ikke privatisere med en kæmpe gæld i selskabet. Men MTG og SBS vil nok hellere have en privat konkurrent, som de kan forholde sig til på markedsvilkår."

Hvem kunne en køber af TV 2 være?

"En privatisering kunne ske med en børsnotering, men ellers har MTG og avishusene jo også været på tale. Jeg er overbevist om, at TV 2 er et salgbart selskab. For TV 2's egen skyld, er det en god idé med tætte kommercielle partnerskaber. Det er den model de nationale tv-stationer generelt er afhængige af. Det er nødvendigt, når det gælder indkøb og udvikling af eksempelvis tv-programmer, som er meget udgiftstungt."

Hvad er fordelene for konkurrenterne ved en privatisering af TV 2, hvis man ser bort fra, at MTG er en potentiel køber?

"Det halvstatslige ejerskab, der er nu, betyder, at SBS og MTG ikke ved, hvor de har TV 2. Hvis det var et privat selskab, kender de spillereglerne og ved, hvad der skal til for at få seere, samt hvilke indtægter og planlægning der ville være på TV 2. Den statslige styring er en kuvøse for TV 2, men gør også tv-stationen uberegnelig som konkurrent."

Med afgørelsen i dag, vil bankerne så være mildere stemt, når TV 2 skal stykke en tilbagebetalingsplan sammen for statslånet på en halv mia. kr.?

"Ja, det er helt klart. Det er en vanskelig situation med finanskrisen, men alt andet lige er det nemmere for TV 2 at låne penge uden den voldsomme økonomiske byrde, der er løftet i dag."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også