Avishuse fik økonomisk knockout i 2007

Berlingske Media, JP/Politiken og TV 2 var alle blandt de ti mest tabsgivende danske virksomheder i 2007. Det viser en opgørelse fra Dagbladet Børsen.
Tine Brødegaard Hansen

Berlingske Media, JP/Politiken og TV 2 var alle blandt de ti mest tabsgivende danske virksomheder i 2007. Det viser en opgørelse fra Dagbladet Børsen.

Gratisaviskrig og fald i annoncesalget sendte sidste år avishusene til tælling. Værst ser det ud for Berlingske Media, der ikke alene indtager en fjerdeplads på listen over de ti danske virksomheder med det største tab på driften, men som eneste medievirksomhed også har en plads på Top10 over virksomheder med det største underskud i 2007 (med et underskud på 347 mio. kr.) . Det viser Børsens DK 1000 2008 - en årlig rangliste over de 1000 største danske virksomheder.

Mediegiganter hårdt ramt
Sammenlignet med landets øvrige brancher, blev den danske medieverden altså hårdt ramt på økonomien i 2007.

På Top10 over de danske virksomheder, der har tabt mest på driften i 2007, indtager Berlingske Media fjerdepladsen med et tab på 302 mio. kr. JP/Politikens Hus ligger på en 8. plads med et minus på 147 mio.kr. og endelig ligger TV 2 placeret som nr. 10 med minus 142 mio. kr.

Bedre går det i mediegruppen for bl.a. ugeblade og magasiner hos Egmont, Carl Allers Etablissement og Bonnier, hvoraf de to første dominerer listen over landets største medievirksomheder. Se den i helhed nederst i artiklen.

Gratisaviskrig tynger
Media director hos Deloitte Business Consulting, Gorm Wesing Flyvholm, ser talene som udtryk for, at dagbladsvirksomhederne er dramatisk tynget af gratisaviskrigen og en begyndende konjunkturændring, der,rammer dem meget hårdere end ugeblads- og magasinudgiverne - lige som den rammer TV 2 hårdere. 

"Gratisaviskrigen har været dræbende for dagbladsvirksomhedernes økonomi i 2007. Aviskrigens  afledte effekter har været krig på annoncepriser og forskydning af markedsandele. Oplagsfaldet har også en betydning, selvom bladhusene har fået bedre økonomi i den enkelte abonnent."

Magasinehuse har det bedre
Generelt har magasingiganterne, Aller, Bonnier og Egmont, det langt bedre end dagbladene - og har ikke grund til at klage, mener Gorm Wesing Flyvholm.

"Deres forretning er mindre afhængig af annoncesalg og dermed mindre konjunkturfølsomme. I hvert fald Bonnier og Egmont er også langt mere globale end dagbladsvirksomhederne. Det er tre veldrevne spillere med en god produktsammensætning og en porteføjle, hvor de enkelte produkter supplerer hinanden godt," siger Gorm Wesing Flyvholm.

Samtidig er de kendetegnet ved hyppig og dygtig produktudvikling. Bonnier ejer eksempelvis halvdelen af Benjamin Media. Stærk distribution og koncepter også elementer i der tæller.

Bonnier er den eneste af dem, der satser på dagbladsdrift og den division er samlet set signede nok, den de tjener mindst på.

TV 2 særlig case
TV 2 er en helt speciel case, siger Gorm Wesing Flyvholm og har brug for at trække lidt mere luft ind.

"I 2007 var problemerne talrige. Man fik ikke den omsætning, man havde forventet på de nye tiltag eller på reklamesalget. Annonceomsætningen faldt 2-3 pct. og i samme periode nærmest skovlede man medarbejdere ind. Målet var at blive en medievirksomhed frem for en tv-station. I dag tyder alt på, at TV 2 efter den satsning igen fokuserer på kerneforretningen og primært bliver en tv- og internetvirksomhed."

FAKTA:
Medievirksomheders placering på ranglisten over Danmarks 1000 største virksomheder  2008.
Sidste års placering i parentes.

1. Egmont Fonden 39 (44)
2. Carl Allers Etablissement 111 (97)
3. JP/Politikens hus 123 (116)
4. DR 132 (131)
5. TV 2 Danmark 186 (192)
6. Berlingske Media 199 (170)
7. Søndagsavisen 227 (214)
8. Canal Digital Danmark 410 (435)
9. Viasat 483 (517)
10. Viasat Sport 489 (521)
11. Fyens Stiftstidende 632 (607)
12. Bonnier Publications 778 (745)
13. Dagbladet Børsen 797 (772)
14. Syddanske Medier 861 (661)

Kilde: Dagbladet Børsen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også