Mortensen: Metronome får en make over


Metronome skal være mere end quizzer. Adm. dir. Merete Mortensen skruer op for egenudviklingen af underholdning, factual entertainment og drama.
Tine Brødegaard Hansen

Metronome skal være mere end quizzer. Adm. dir. Merete Mortensen skruer op for egenudviklingen af underholdning, factual entertainment og drama.

Netop nu løber Metronome-serien 'Maj og Charlie' over skærmen på TV3, det bliver ikke den sidste dramaserie fra selskabet, håber Merete Mortensen.

Kravet til udvikling er forstærket af, at Metronome ikke længere bliver fodret med formater af den hollandske format-kæmpe Endemol, der solgte sin aktieandel på 35 pct. til Schibsted tidligere på året, som i dag er eneejer.

Selvom Metronome-gruppens selskaber svenske Meter og Friday TV er stærke på formater og udvikling, vil danske Metronome også selv.

Et quiz-tungt selskab
"Vi er ved at lave en make-over af Metronome. Vi har været quiz-tunge og måske lidt gammeldags, nu skal vi være mere farlige og have mere kant,"siger Merete Mortensen.

Metronome har bl.a. siden 1999 produceret 'Hvem vil være millionær' for TV 2.

Seks mennesker, faste møder og inspirationsseminarer er nogle af de vækstfremmere, der skal give nye tv- og underholdningsideer vokseværk. Til formålet er indhentet de rette kapaciteter rundt omkring i produktionsmiljøet, siger adm. direktør Merete Mortensen.

Metronomes formulerede mål for programudvikling hedder nu en ligelig fordeling mellem underholdning og factual entertainment med ca. 35 pct. til hvert område. Resten deles mellem drama og digitale satsninger med henblik på at have varer på hylderne, når næste års analoge sluk åbner nye døre for digital-tv.

Vil battle med Blu og Mastiff
"Nu står det i vores ledelsesgrundlag, at vi skal udvikle formater selv. Blu og Mastiff er meget stærke på studieunderholdning, dem vil vi gå ind og battle med nu," siger Merete Mortensen, der tidligere i år vendte tilbage til Metronome som adm. dir. efter at have delt programchef-posten med Keld Reinicke på TV 2.

Fem ud af otte produktioner i efteråret er Metronome-gruppens egne.

"I Danmark kan vi også få ideer som 'Par på prøve' eller 'Den hemmelige millionær'. RDF (britisk produktionsselskab, der bl.a. har udviklet de to formater, red.) er vores inspiration. De har været gode til at få ideer og lave formater som bliver solgt i hele verdenen. Der er intet til hinder for, at vi gør det samme," siger Merete Mortensen.

De bedste tiltrækkes ikke kun af løn
I øjeblikket er der 18 fastansatte på Metronome og den store udfordring er at skabe tilknytning blandt freelancerne.

"En del af vores strategi er, at vi skal have de bedste folk, det handler om, hvor de gerne vil være. Alle produktionsselskaber kan matche hinanden på lønnen, så det handler om hvordan medarbejderne har det."

På underholdningsfronten er Metronome på vej med 'Clash of the Choirs', på dansk AllStars, udviklet af Friday Tv, hvor kendte mennesker tager tilbage til deres hjemby og starter et kor hver, som derefter kæmper mod hinanden. De fire kendte er Peter Belli, Rene Dif, MC Clemens og Anna David. Programmet har premiere på TV 2 til efteråret.

Gennemsnitsalder på 84 år
I et fællesudviklet program med TV 2 skal et kor med en gennemsnitsalder på 84 år træne og til sidst optræde i Operaen med bl.a. Nik og Jay-sangen 'En dag tilbage'.

Metronome har produceret fire ud af TV3's syv egenproduktioner dette efterår: tv-serien 'Maj & Charlie', 'Luksusfælden', 'En mand til mor' og det kommende 'Sandhedens time'. Heraf er kun et program indkøbt uden for Metronome-gruppen.

Derudover har Metronome nogle projekter i udvikling, som ligger til bedømmelse i public service-puljen.

Metronome-gruppen satser nu udelukkende på tv-produktion. Tidligere har gruppen også produceret reklame- og spillefilm, men det har ikke været profitabelt nok.

Om Metronome Productions A/S
Metronome Productions er en del af Metronome Film og Television AB, et svensk paraplyselskab der også ejer svenske Meter, norske Rubicon og en række andre skandinaviske film- og tv-produktionsselskaber.

Metronome Film og Television er delvist ejet af den norske mediegigant Schibsted, som bl.a. ejer aviserne VG og Aftonbladet, ejer i dag 100 pct. af aktierne i Metronome Productions A/S.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også