Deadline skal have en fransk vask og strygning

Seerne er blevet nyhedstrætte, derfor skal Deadline 22:30 være skarpere, og Deadline 17:00 dække områder som kultur og sundhed bedre.
Laura Bøge Mortensen

Da Socialdemokratiet og SF fremlagde deres fælles integrationspolitik, vinklede alle medierne på spin-aspektet, og ikke på det faktum, at forslaget ville betyde tvangsflytning af flere hundredetusinder danskere ind og ud af boligområder, børnehaver og skoler. Det er opsigtsvækkende, og derfor bruger chefredaktør for DR2, Arne Notkin, det som et eksempel på, hvordan Deadline 22.30 kan spænde hjelmen.

Programmets svage tilbagegang i seerandele er et udtryk for, at seerne er blevet nyhedstrætte, mener Arne Notkin. I en verden, hvor mange medier dækker det samme stof på den samme måde, er det vigtigt, at Deadline formår at lave de anderledes og skarpere historier - for eksempel historien om indholdet i Socialdemokratiet og SF's forslag.

"Da ingen talte om spin, gjorde vi det. Nu hvor alle taler om det, skal vi tale om substans," siger Arne Notkin.

Det er ikke fordi, at Deadline-redaktionen har fået flere penge til at udvikle formatet. Men det er heller ikke penge, men snarere kreativitet, som skal bruges, når de to daglige nyhedsudsendelser skal udsættes for den franske vask og strygning, som Arne Notkin kalder det for.

Planen, som redaktionen har udarbejdet, er, at den tidligere udsendelse kl. 17.00 skal behandle kultur og sundhed mere dybdegående end de andre kanaler.

Når det kommer til den sene udgave af Deadline 22.30, som lå på 90.000 seere i sidste uge, skal redaktionen for alvor tænke i anderledes vinkling.

"Folk får hele dagen tudet ørerne fulde af bogstavekabaler og spin. Når så de tænder for Deadline om aftenen og opdager de provokerende og knivskarpe interviews, så tror jeg det bliver et program, man gider at se, "siger Arne Notkin og indrømmer at det sker, at han falder i søvn til den sene Deadline.

"Men det skete også, da jeg selv lavede det."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også