TV 2-økonomi i bedring

Annoncesalget i TV 2 har rettet sig og hjulpet til at gøre den løbende drift rentabel. Men gældsbjerget tynger.
Jacob Brejnebøl Knudsen
Annoncesalget i TV 2 har rettet sig og hjulpet til at gøre den løbende drift rentabel. Men gældsbjerget tynger.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Den skrantende økonomi på TV 2 har fundet lindring. I hvert fald hvis man nøjes med at kigge på den daglige drift. Annoncesalget går bedre end længe, og der bliver nu tjent penge, selv om gældspuklen er udtalt og fortsat volder problemer hos den statsejede medievirksomhed.

»Vores løbende drift ser fornuftig ud. Var det ikke for vores store gæld, ville det se pænt ud - især når vores besparelser er slået fuldt igennem,« fortæller adm. direktør Merete Eldrup.

Hun kan desuden berette om et annoncesalg, der atter viser sig fra den positive side.

»Det er gået godt. I andet kvartal gik det rigtig flot, og også tredje kvartal ser fint ud.«

De positive nyheder kommer efter et hektisk forår, hvor TV 2 først måtte ud i en barsk sparerunde, der skulle kappe 200 mio. kr. af omkostningerne, da likviditeten i virksomheden var væk efter en periode med hyppige investeringer og lanceringer af nye kanaler. Siden hen måtte TV 2-ledelsen ty til sin ejer, den danske stat, for at låne 500 mio. kr. til at undgå kollaps og sikre den fortsatte drift, da bankerne ikke ville være med til at yde kreditter til TV 2.

Seere siger fra

Merete Eldrup forsikrer dog, at koncernen fortsat er i stand til at tænke på udvikling og nye ideer, selv om virksomheden befinder sig midt i et finansielt uføre.

»Det fylder meget hos mig og vores finansdirektør, men det fylder ikke det hele i TV 2.«

Samtidig kæmper TV 2's hovedkanal for at undgå seerflugt, og derfor har besparelserne for alt i verden ikke måttet ramme programmerne, da man har ambitioner om at standse denne udvikling.

»De skulle gå relativt uberørt hen, fordi der er et slag i gang om seerne,« forklarer Merete Eldrup, som minder om, at seerflugten fra hovedkanalen også sker til andre kanaler i TV 2-regi, især News og Sport.

Mikael Ostenfeld, tv-director hos mediebureauet Carat, er enig i, at de to kanaler stjæler fra hovedkanalen, men det er ikke hele forklaringen.
»Ja, de er størst, men faldet er bare gået for hurtigt ved ikke at have en klar profil.«

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også