Ekspert anbefaler livsstilsformater i programplanen

TV Festival: Ny kreativ fokus på mad og krop - på vore liv - er overskriften, hvis man skal tale om en trend i programformater.

Per Fanefjord Laursen
TV Festival: Ny kreativ fokus på mad og krop - på vore liv - er overskriften, hvis man skal tale om en trend i programformater.

Det er den korte fortolkning fra Shane Lowe fra Lowelight Entertainment, der på Tv Festival præsenterede sine bud på de nyeste, mest succesrige tv-formater i Storbritannien, hvoraf flere ikke er helt ukendte her i landet.

Det er kategorien 'livsstilsprogrammer', der er mere rummelig end nogen sinde før, som dominerer markedet for tv-formater, der kan levere seere. Kunsten er at videreudvikle eller vende og dreje kendte virkemidler på en ny måde.

Programmer om mad er det helt store scoop i Storbritannien, men den nyeste trend er at kombinere mad med andre elementer. På engelsk tv kan man således følge et program, "Come Dine with me", der kombinerer mad, reality og et quiz-element.

I et andet format tages seerne tilbage i tiden, hvor der tilberedes og fortæres mad, som den blev spist i forskellige tidsaldre. Madtilberedelse tilsættes altså et historisk aspekt.

Når madglæden er blevet for stor, er der også en stime af programformater, der trækker på folks fascination af at tabe sig, leve sundere og blive smukkere.

Der kan nævnes et format, der kombinerer det sikre, populære danseelement med vægttab, hvor man skal ned i vægt for at vinde en dansekonkurrence.

Make-overs i forskellige variationer er fortsat uhyre populære, hvor mennesker kommer til at se ud som deres faktiske alder, og kommer op i den sundtilstand, de burde have i deres alder.

Et andet format, der har tiltrukket sig betydelig opmærksomhed, er et program, hvor man ikke udfører en make-over på folk, men en 'make-under' på kvinder, der er løbet løbsk i deres uheldige brug af tøj og makeup. Kvinder lærer bedre stil.

Med i livsstilsgenren hører også alle formater, der kredser om mode.

Også her arbejdes der videre på kendte ideer. F.eks. et program hvor en ekspert rejser rundt og hjælper håbløse tøjforretninger med at få styr på sortimentet og selve forrentningens indretning.

Et af de mere interessante er et program, der kombinerer mode med social samvittighed, hvor handicappede kvinder forbereder sig til at deltage som modeller på en rigtig catwalk.

BBC har haft betydelig succes med et koncept, hvor modefolk - indkøbere, trendsættere m.m. - må rejse til Indien og arbejde på en fabrik, hvor vestens tøj produceres, under barske omstændigheder.

Quizgenren lever og har det godt

I quizgenren gælder samme udvikling som livsstil, at man kombinerer de vellykkede elementer fra en genre med en anden.

Mange quizzer arbejder med den velkendte konkurrence på fysiske udfordringer, i naturlig forlængelse af 'Fangerne på Fortet' og mange andre siden da.

Shane Lowe valgte at fremhæve et format, hvor musik og sang blandes med konkurrence. Det har vi set her i landet på TV 2 og TV3.

I 'Nothing but the Truth' blandes talkshow elementet med en quiz. Det format er på vej til TV3.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også