DR: Produktionspriser kan ikke sammenlignes

Er det DR eller eksterne producenter der producerer billigst? Diskussionen har kørt i årevis, men det faktuelle grundlag for en afgørelse mangler.
Tine Brødegaard Hansen
Er det DR eller eksterne producenter der producerer billigst? Diskussionen har kørt i årevis, men det faktuelle grundlag for en afgørelse mangler.

DR medier mener ikke, det giver mening at sammenligne æbler og pærer.

"Overordnet skal DR ikke opnå overskud, udbytte eller dividende til sine aktionærer ved sin produktionsvirksomhed. Den grundlæggende præmis for DR er ikke, at vi skal tjene penge, så vores produktioner er alt andet lige billigere end eksterne produktioner," siger Merethe Eckhardt, underdirektør i DR Medier.

I medieforliget, der gælder fra 2007 til 2010, ligger det fast, at DR i den treårige periode skal øge puljen til eksterne produktioner fra et niveau på 120 mio. kr. op til et minimumsbeløb på 150 mio. kr. Dertil kommer 77 mio. kr. i samme periode til filmstøtte.

Merethe Eckhardt oplyser, at DR har et strategisk mål om program- og udsendelsesbudgettet samlet set skal udgøre 80 procent af indtægterne, et mål der var tæt på at blive nået i 2007.

Producentforeningens sekretariatschef, Klaus Hansen, foreslår at lægge låg på den årelange diskussion om, hvorvidt DRs producenter eller deres kommercielle konkurrenter er billigst. Det sker bedst ved at konstruere et system til sammenligning af de to produktionsformer, mener han, og henviser til, at holdningen i branchen er, at DRs egne produktioner generelt er dyrere end de eksterne

Men et sådant system tror Merethe Eckhardt ikke på.

"Jeg tror det er vanskeligt at lave et sammenligningssystem; alle produktioner er forskellige og afhænger af en masse faktorer. Man risikerer at sammenligne æbler og pærer," siger hun og tilføjer:

"Pris og strukturer er komplekse og afhænger af mange forskellige ting. Det ville kun give mening at benchmarke sammenlignelige produktioner. Dvs. produktioner der har samme kvalitetsniveau og som kan løfte den samme opgave set fra et chefredaktionelt perspektiv såsom målgruppe, share og dækning."

Når det er sagt, konstaterer hun, at dramaserierne 'Album' (produceret af Fine & Mellow Productions, red.) og 'Forestillinger' (produceret af Zentropa), var en god portion dyrere end DRs egne serier 'Sommer' og 'Forbrydelsen'.

De to førstnævnte eksterne produktioner har i parentes bemærket klaret sig dårligere end DRs egenproduktioner Sommer og Forbrydelsen målt på seertal.

"Grundlæggende skal der være en prisforskel, for de eksterne producenter skal genere en indtjening til deres ejere, som vi ikke skal," siger Merethe Eckhardt.

Hun understreger, at den gensidige konkurrence er positiv for såvel DRs egne producenter som for de eksterne, det giver et både kreativt og økonomisk incitament til begge parter, når det gælder alt fra idéudvikling til produktionssystemer, hvilket også er tanken bag medieforliget.

"Vi tager udgangspunkt i, hvad seerne vil have, og hvor vi kan få det bedst og billigst," siger Merethe Eckhardt.

"Vi laver tv for seerne, og det er vigtigt at bruge de kompetencer, der er, uanset om det er inden for eller uden for DR."

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også