Både TV 2 og DR taber på tv-krig

Både DR og TV 2 taber på, at begge kanaler fra den 29. august sender to store programmer samtidig, vurderer ekspert.
MediaWatch

Både DR og TV 2 taber på, at begge kanaler fra den 29. august sender to store programmer samtidig, vurderer ekspert.

Fra den 29. august bliver de danske tv-seere nødt til at vælge mellem TV 2’s ’Vild med Dans’ og DR’s ’Talent 08’, da begge programmer bliver vist kl. 20. Og hverken TV 2 eller DR har planer om at ændre på sendetidspunktet, så de danske tv-seere kan se begge programmer.

”Både TV 2 og DR kommer til at tabe på det her. DR har dog ikke meget at tabe i forhold til efteråret 2007,” vurderer Michael Jensen fra kommunikationsbureauet Mediaedge:cia.

DR blænder dog allerede op for ’Talent 08’ den 15. august, og får derved to ugers forspring i forhold til TV 2. Og det er centralt, siger Jensen.

”Det, der afgør, hvem der vinder seer-krigen, er, om DR formår at få loyale seere. Hvis seerne betragter ’Talent 08’ i stil med ’X Factor’, vil DR have stor mulighed for at skabe denne loyalitet,” forklarer han.

Omvendt kan det dog også få betydning, at TV 2 har fået meget PR på, at statsministerfruen Anne–Mette Rasmussen deltager i ’Vild med Dans’. Ligesom kanalen også har mulighed for at genere DR ved at lægge andre programmer samtidig med ’Talent 08’ i løbet af DR’s to uger lange forspring.

For DR kan det imidlertid være positivt, at TV 2 mildest talt ikke havde succes med talentshowet ’Varm på Is’. Måske vil tv-seere blande ’Vild med Dans’ og ’Varm på Is’ sammen, hvilket vil være til DR’s fordel, mener Michael Jensen.

Jensen tror dog ikke på en endelig løsning af tv-krigen, der vil være til seernes fordel.

”Ingen vil sandsynligvis give sig på grund af det prestigetab, det vil medføre for tv-stationerne, når de har meldt så klart ud fra start om ikke at ville ændre sendetidspunkterne. TV 2 har dog mulighed for at flytte ’Vild med Dans’, da programmet jo sendes to uger senere, men jeg tror det ikke,” vurderer Michael Jensen. |NP|

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også