Næste danske tv-serie kan komme fra Fyn

FilmFyn skulle være Danmarks svar på Trollhättan, der fik store filmproduktioner til det svenske udkantsområde. Men ny strategi er på vej.
Tine Brødegaard Hansen

FilmFyn skulle være Danmarks svar på Trollhättan, der fik store filmproduktioner til det svenske udkantsområde. Men ny strategi er på vej.

Nu skal FilmFyn også støtte lokale dokumentar- og tv-produktioner, fortæller direktør Lars Hermann, der tiltrådte i foråret 2007 og har ejernes opbakning til den nye strategi.

Ejerne tæller fire sydfynske kommuner, Fionia Bank og TV 2. De fire kommuner støtter årligt initiativet med 5,6 mio. kr., men Kulturministeriet træder til med 4,1 mio. kr.

Strategiændringen sker i erkendelse af, at de bedste resultater for områdets udvikling ikke alene opnås ved at satse på at tiltrække filmproduktioner til Sydfyn, hvor den varige nytteværdi er begrænset.

Nu skal der også satses på lokalt producerede fiktions- og dokumentarprogrammer i samarbejde med øens fire mindre produktionsselskaber, B-film, Høegsbro Film, Documentary.dk og Ærø Film.

"I stedet for kun at fokusere på tilrejsende selskaber, vil vi se på, hvordan vi hjælper de lokale selskaber. FilmFyns fokus er på fiktion og ikke på tv-dokumentarer, som bør produceres og betales af tv-stationerne. Men for "tungere" dokumentarfilm og især i startfasen hvor produktionsselskabernes forretning skal udvikles mod nye områder, kan vi hjælpe ved at påtage os noget af den økonomiske risiko, og i løbet af et par år, vil vi gerne se lokalt producerede tv-serier," siger Lars Hermann.

Tv-stationerne bør således fortsat finansiere tv-dokumentarer med fokus på aktualitet. Når det gælder dokumentarfilm af den karakter som Det Danske Filminstitut støtter, kræves en lang række finansieringskilder og dermed et andet strategisk fokus. Lykkes strategien, vil produktionsselskaberne sidde tilbage med flere rettigheder, som kan blive mange penge værd.

Når det gælder tv-fiktion, kommer inspirationen ikke mindst kommet fra TV 2's udmelding om en tredobling af fiktions-budgettet.

"Jeg ser FilmFyns rolle meget bredere end hidtil. På Fyn producerer ingen selskaber spillefilm, så når vi kun fokuserer på at støtte spillefilm, kommer cirkus til byen, i form af filmhold fra København, som tager hjem igen," siger Lars Hermann.

Hvis det nye fokus skal lykkes, mener Lars Hermann, at det vil kræve, at investeringsniveauet på ca. ti mio. kr. årligt vokser til det dobbelte over en årrække.

FilmFyn er dannet med regionale kreative kraftværker som Film i Väst baseret i Trollhättan i Sverige for øje. En regional filmfond der skyder støttekroner i filmproduktioner som lægger deres optagelser i de tyndt befolkede områder med behov for den omsætning et stort filmhold kan generere, og den hjælp til at blive sat på landkortet hos turisterne, som også er en positiv bieffekt. Således fik Trollhättan lokket Zentropa-produktionen 'Dogville' inklusiv ilter instruktør og Hollywood-stjerner til sig.

Den danske pendant har eksisteret i fem år og har 20 filmproduktioner bag sig. Kapitalen går til investering i filmproduktioner og investeringerne er betinget af, at producenterne omsætter et beløb svarende til det dobbelte i det sydfynske område.

Ud over investeringer i spillefilm støtter FilmFyn mange andre kulturtiltag på Fyn, heriblandt Skolefilmfestival.dk, øens filmfestival for film produceret af skoleelever samt Svendborg Filmdage, animationskurser, lommefilmsfestival med mere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også