Kanal 5 konsoliderer positionen på sport

Kanal 5 vil være kendt som Danmarks internationale fodboldkanal og er klar til at købe flere rettigheder.
Thomas Bech Hansen
Kanal 5 vil være kendt som Danmarks internationale fodboldkanal og er klar til at købe flere rettigheder.

I øjeblikket har Kanal 5 rettighederne til den spanske fodboldliga, delerettigheder med Canal Plus til den engelske liga, samt dansk motorsport og fra 2009 den danske pokalturnering i fodbold. Kanalen er dog ikke nødvendigvis færdig med at investere i sportsrettigheder, og navnlig ikke fodbold.

"Kanal 5 vil gerne kendetegnes ved at være en international fodboldkanal", siger kanalens sportschef Jes Holm Andersen.

Han antyder, at kanalen er interesseret i at komme nærmere rettighederne til Champions League, der skal genforhandles til sommer:
"Det er ikke noget, vi har nogen konkrete planer eller strategi for, men selvfølgelig er Champions League interessant for os, selvom det nok er den store pengepung vi skal have frem. Vi er i det hele taget åbne for at tage flere rettigheder ind".

Kanal 5 satser primært på de sportsgrene, der er flest seere til, og har ikke umiddelbart nogen planer om at tage mindre sportsgrene ind, blandt andet også fordi tidspunkterne ofte kolliderer med fodboldkampe.

Nichesportsgrene har trange kår i kamp med favoritterne fodbold og cykling, og selvom DR er forpligtet til at dække dem, er der også her tøven med bidrage til eksponeringen med tv-dækning. En udvikling, der kan være skadelig for den generelle tilslutning til de mindre sportsgrene:

"Det er altafgørende for en sportsgren, at den kan blive eksponeret via medierne. Jeg tror, at antallet af aktive udøvere hænger sammen med graden af eksponering", siger Jes Holm Andersen.

I den kommende sæson fortsætter Kanal 5 med spansk og engelsk fodbold, samt motorsport. Således konsoliderer kanalen sig som seriøs konkurrent til 3+, der antageligvis er den største danske fodboldkanal med rettigheder til både SAS Ligaen, Champions League, UEFA Cup og det danske landsholds udekampe.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også