Ingen ændring af licensopkrævning

Den forsinkede replanlægning skal i gang, og licensspørgsmål kan vente, siger Venstre. 
Per Fanefjord Laursen

Den forsinkede replanlægning skal i gang, og licensspørgsmål kan vente, siger Venstre. 

På et møde mandag blandt medieordførerne var der ikke nyt at berette. Næste møde er formentlig den 28. maj.

Et planlagt møde den 28. april mellem medieordførerne blev angiveligt aflyst, fordi der skulle diskuteres licensspørgsmål, og Venstre ikke kunne finde fodslag omkring licensopkrævningen. Det bremsede samtidig en aftale om replanlægning - igen.

Ellen Trane Nørby nedtoner uenigheder, men hun erkender at organisationen DR deler vandene i Venstre.

"Der er meget delte holdninger til DR i Venstre. Der er medlemmer, der ønsker sig DR nedlagt, og andre der ønsker sig et bredt public service mediehus," siger Ellen Trane Nørby.

Venstres ordfører står klippefast på, at man ikke ønsker en model, hvor man per automatik er licensbetaler, med mindre man framelder sig licensen. Modsat i dag hvor man aktivt skal tilmelde sig.

Forslaget om en såkaldt 'frameldningsordning', der vender licenssystemet om, blev tidligere dyrket af oppositionen til venstre for regeringen. For nylig bragte Anders Samuelsen emnet op under Finanslovforhandlingerne.

Kulturministeren skulle angiveligt have luftet interesse i at diskutere muligheden. Men ifølge MediaWatchs kilder brænder han ikke for ændringer af licensmodellen. Ideen ligger død.

Ellen Trane vil da også gerne afdramatisere licenssnakken midt i forligsperioden, der går til 2010.

"Jeg synes, det er fint, at vi midtvej i perioden tager en diskussion af licensopkrævningen, og bla. taler om en frameldningsordning, men medieaftalen kører videre," siger hun.

Et helt anderledes aktuelt hængeparti for medieordførerne er den replanlægning af FM-båndet, der siden regeringens tiltræden i 2002 har været på dagsorden. Socialdemokraterne er blevet meget i tvivl, om hvorvidt det er en god idé med mere landsdækkende radio, når selv ikke TV 2 kan få økonomi i at drive en landsdækkende kommerciel radio.

"Ja, der er sket ting på radiomarkedet, der berettiger til en diskussion af projektet," erkender Ellen Trane.

"Det står i medieaftalen, at det skal gennemføres. Så vi er enige om det. Men betingelserne for replanlægningen vil vi fortsat diskutere på de næste møder, herunder om det skal være scenario 1 eller scenario 2, og om betingelserne for udbud af radiokanaler har været for svære," siger hun med reference til, at den femte radiokanal blev udbudt med krav om nyheder og andet.
Hun mener, det har medvirket til TV 2 s problemer.

Ellen Trane Nørby har intet bud på, hvornår man beslutter at sige god for en replanlægning.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også