Medieudviklingen går den gale vej, det skyldes cheferne og et afsindigt arbejdspres, hvis man spørger Lone Kühlmann.

MediaWatch har mødt journalist, forfatter, debattør, ordstyrer og bestyrelsesmedlem Lone Kühlmann til en samtale om mediernes uheldige udvikling, mediechefer der intet forhold har til journalistik og hvordan man tester, om man bare er en sur, gammel ronkedor.

I dag er Lone Kühlmann stået af nyhedernes eksprestog, bestyrelsesarbejdet for mediemastodonter som DR og TV 2 og har lagt drømmen om at være tv-producent på hylden.

Det er hun ikke ked af. Tværtimod. I alle tilfælde går udviklingen den forkerte vej og en af hovedforklaringerne på det er, at de der skal producere journalistik er under hårdt arbejdsmæssigt og økonomisk pres.

Er din rolle i mediedebatten i dag at være castet som vred?

"Jeg skriver kommentarer i Politiken, Information og Femina. I Politiken er det til klummen, der hedder 'Uhørt'. Det ligger i titlen, at det man skriver om skal være forargeligt, det er lidt af en begrænsning, at man altid skal være rasende, men det er en del af vilkårene. Det er jeg ligeglad med, jeg kan jo bare sige nej. Når jeg bliver bedt om at komme i morgen-tv og kommentere f. eks. Jeppe Kofod-sagen, er det også et privilegium, at folk vil høre, hvad man har at sige."

En samfundsdebattør skal helst være rasende på den ensidige måde. Når Lone Külhmann ringes op af diverse debatprogrammer, er hun ikke i tvivl om, at hendes meninger kun kan bruges, hvis de er enten sorte eller hvide. Det falder hende som regel heller ikke svært at pege på områder, der burde være bedre, ofte i relation til medier.

"I Information er det en medieklumme og i Politiken skriver jeg ofte om medierelaterede emner, for det er via medierne, vi får vores information. Jeg er en stor medieforbruger og med min faglige baggrund, er det naturligt for mig at følge med. Jeg har mange forestillinger om, hvordan tingene skal være. Nu er jeg 62 år og har forladt den daglige presse, så jeg må hele tiden være opmærksom på, om jeg nu bare siger noget, fordi jeg er en sur gammel kælling. Det er hele tiden den lakmusprøve man må lave. Men samtidig siger jeg til mine venner og kollegaer på samme alder, at hver gang vi reagerer, behøver det ikke at være fordi vi er sure og gamle, det kan være vi har ret, altså at der er noget galt. Mange journalistiske områder skrider på en ubehagelig måde, som ikke kan forklares med at sådan er tingene nu engang i dag."

Debatprogrammerne er et eksempel. De handler ikke om at blive klogere, men hvem der vinder debatten.

Er du ikke selv en del af den udvikling med dine ofte kraftige udmeldinger?

"Det er jeg, når jeg bliver bedt om at give min mening, men i min journalistik har jeg aldrig været konfrontationssøgende. Det er bedre at skabe god stemning, hvor folk er trygge, så siger folk meget mere. I mit arbejde som ordstyrer lægger jeg meget vægt på at skabe en stemning af humor, for det er i orden at være lidt fræk, hvis grundstemningen er, at vi godt kan sammen."

En af dem hun selv senest har været ude med riven over for, er tidligere TV 2-direktør Per Mikael Jensen. Fra 1994-99 var hun bestyrelsesformand for TV 2 Danmark.

"Jeg har aldrig truffet Per Mikael Jensen, men han har mange venner i pressen, han blev jo modtaget som om han var messias, folk lagde sig på maven i næsegrus beundring. Manden er uden tvivl dygtig og man kan diskutere om en virksomhed skal lægge sig på ryggen og give op, når der ingen penge er eller ekspandere sig ud af krisen, men det er en utilladelighed at kaste så mange bolde i luften og så være ude af døren, når de falder ned som æg. Men han siger jo, at det stod godt til da han gik, og alle ved at regnskaber ikke er en eksakt videnskab, resultatet kommer an på, hvordan man stiller det op."

Udover mediernes falden på halen over bestemte mediepersonligheder, er nyhedsdækningen noget af det, der ophidser Lone Kühlmann mest. Særligt i versionen 'vores udsendte reporter'. Det værste eksempel er Willy Strube-sagen, hvor en udsendt DR-reporter stod og lavede et indslag foran Willy Strubes hus. I selv samme hus var Willy Strube ved at begå selvmord.

"Det tjener intet informationsmæssigt formål at stå foran det hus, det er forkasteligt nyfigent og del af en større udvikling. Da David Trads var på Nyhedsavisen, lyksaliggjorde han min dag ved at sige, at væsentlighedskriteriet var aflyst. Nyhedsavisens kriterier var nærhed, identifikation og sensation. Den tænkning fører til den største sag i 2007, Madeleine-sagen, der er helt uden perspektiv. Jeg må have fjernet mig meget fra, hvordan man tænker mainstreamjournalistik i dag, når danske tv-stationer sender reportere til en lille flække i Portugal, fordi et engelsk barn er forsvundet. Børn forsvinder hver dag, bliver myrdet og misbrugt, jeg kan jo godt se at forældreparret er hvidt, veluddannet og det kunne være os samt den perverse tvist; hvad hvis det var dem selv der myrdede hende? Men det vedkommer jo ikke verden, hvor den går hen og hvad den handler om, det er jo ren sladder."

Årsagen til den type historier skal findes i at tv-nyheder redigeres ud fra excel-ark af chefer der ikke er journalister og har en afkrydsningsliste med bestemte typer indslag, som de skal have dækket, uanset om det er relevant eller ej, mener Lone Kühlmann. Når færre medarbejderne skal levere til flere platforme på kortere tid forringes den journalistiske kvalitet.

Det Berlingske Officin skal ellers snart til at satse endnu stærkere på flermedialiet og et topmoderne mediehus...

"Ja og jeg forstår ikke hvorfor. Der findes ikke en undersøgelse der ikke viser, at folk får det ad helvede til i store kontorlandskaber, det er dokumenteret alle steder, men årsagen til at chefer godt kan lide det er, at medarbejderne ikke kan gemme sig nogen steder. Det handler om kontrol, intet andet.

Så du køber ikke, at det skulle give synergieffekt og øget kreativitet?

"Overhovedet ikke, jeg køber eftertanke og idéudvikling med kollegaer, det er vigtigt, men det er der aldrig tid til. I vores familie ville en af de unge piger gerne være sygeplejerske for at arbejde med mennesker og yde omsorg, men under et praktikophold fandt hun hurtigt ud af, at det eneste der talte for afdelingslederen var, om hun var hurtig. Den indstilling er dødssyg på et hospital og dødssyg i et mediehus."

I det hele taget er de publicistiske og indholdsmæssige ambitioner på tilbagetog. Et godt eksempel er TV 2, der i Lone Külhmanns øjne kommercialiseres for at blive gjort klar til salg.

"Da jeg var bestyrelsesformand for TV 2, var jeg med Jørgen Flindt Petersen (daværende adm. direktør for TV 2, red.) i USA for at se på digitalisering. Vi besøgte programchefen for serier på CBS, der på et tidspunkt sagde: 'Let's face it, our job is to provide eyeballs for the advertisers'. Det var Jørgen, som er et nobelt menneske, ved at gå i gulvet over, men jeg huskede ham på, at vi ikke lavede fjernsyn for at tjene penge, men tjente penge for at lave fjernsyn. Der er forskel på de to tilgange, men den er udjævnet i de senere år med det formål at gøre TV 2 klart til salg."

Manglen på kvalitetstv skyldes også, at det er for dyrt for tv-producenterne at opbygge varige tv-miljøer inden for forskellige områder, fordi tv-stationerne presser producenterne for hårdt på økonomien. Lone Kühlmanns personlige drøm om at producere dokumentarprogrammer som selvstændig blev begravet efter et forsøg.

"Før jeg blev bestyrelsesformand lavede jeg et enkelt dokumentarprogram til DR, men indså, at det havde jeg ikke råd til, man kunne ikke leve af det."

Lone Kühlmann har i sin lange karriere beskæftiget sig med alle dele af tv-mediet. Selvom hun ofte har kritiske kommentarer til dem der leder tv-skuderne i dag, har hun selv taget risikable chancer med indhold og økonomi i sin tid som TV 2-bestyrelsesformand og medvirket til at lave en "Per Mikael".

"Dengang eksisterede TV 2 Fonden, som fik overskuddet af fortjenesten på reklamer. Jeg var med til at indføre morgen-tv på kanalen, selvom vi ikke havde pengene, fordi det ville være en god idé. Det var ren 'Per Mikael', vi tænkte at pengene nok skulle komme senere, og det gjorde de også," siger Lone Kühlmann med en latter og virker meget lidt vred.