TVs fremtid er kommercielle partnerskaber

Nye finanseringsformer, delte programrettigheder og nichetv er fremtiden for tv-stationerne.
Tine Brødegaard Hansen

Nye finanseringsformer, delte programrettigheder og nichetv er fremtiden for tv-stationerne.

I hvert fald hvis man ser i krystalkuglen med Mette Heibergs øjne. Hun udgør med Liv Michelsen TVPeople, der er en del af PeopleGroup.

De to initiativrige kvinder har en lang karriere i tv-branchen, som de omsætter til nytænkning af hvad et tv-program kan udvikle sig til, og hvilke parter der kan indgå i finansieringen.

Mange ser stadig tv, med de kommercielt mest interessante risikerer at glide over på andre platforme. Skal tv-stationerne holde på dem og annoncekronerne, må de give slip på kravet om at eje rettighederne til det produktionsselskaberne udvikler, mener Mette Heiberg.

Ideen om at blive selvstændige tog langsomt form i de to kollegaers hoveder, mens de begge arbejde hos Koncern, men vejen til at blive det skulle være anderledes end den vej konkurrenterne gik.

"Vi kontaktede PeopleGroup, der er et integreret kommunikationshus med 250 kreative mennesker inden for alverdens aspekter af mediebranchen. Vi ser det som en fordel at mødes med andre ved kaffemaskinen, der har en mening om det vi laver, frem for kun at være to mennesker der spørger hinanden: "sker der noget inde i dit hoved?"

Samarbejdet med de øvrige parter i PeopleGroup kalder Mette Heiberg en "gearing til branded entertainment". Det vil sige, at en kommerciel partner er med til at betale for et tv-program, som de forventer at få en fordelagtig kommunikation ud af.

"På EU-plan er det tilladt, men ikke i Danmark, derfor opererer vi ikke med branded entertainment endnu, men udviklingen går i den retning," siger Mette Heiberg og nævner branded channels som Carlsbergs tv som et eksempel på det.

"På hovedkanalerne rammer man heller ikke de mest attraktive målgrupper, man skal gå mere nicheagtigt til værks for at ramme plet. Spot-reklamen har jo nulvækst så man ser sig om efter noget andet.."

Passionen for at lave tv, skal drive værket i produktionsbranchen, fremhæver Mette Heiberg gang på gang. Hun er tydeligvis vild med at udvikle og producere programmer, men tv der er lækkert produceret koster mange penge. Penge som tv-stationerne får færre af.

"Konventionelt finansieret tv bliver mindre rigt, derfor vil det indgå i blandingsformer med al mulig form for kommerciel kommunikation. Det har vist sig at være en god tanke, som gradvist bærer mere frugt. Kommercielle kunder får også øjnene op for, hvad kan man med levende billeder. Men branchens tendens til at tro, at der ligger mange millioner og venter, hvis branded entertainment bliver tilladt, passer ikke."

Alligevel undrer det Mette Heiberg, at en tv-kanal som TV3 ikke er mere offensive på området for branded entertainment. TV3 sender fra England og er derfor ikke underlagt danske regler.

"Vi har forsøgt at sælge programmer med mikset finansiering, er ikke noget der i sig selv hjælper på indsalget af programmet. Det skal naturligvis være et godt program i sig selv, der passer til tv-stationen."

Programkvalitet vil falde og hovedkanaler mister seere, hvis de ikke løsner på kravet om programrettigheder.

"Indtægtspotentialet på det danske marked er ikke godt. Man er nærmest smådum, hvis man udvikler sine egne formater, man honoreres ikke for det som producent. Beløbet man får er det samme om vi selv udvikler programmet eller producerer et udenlandsk format. I reglen har tv-stationen alle rettigheder og splitter nettoindtægterne med produktionsselskabet."

Den model skader alle parter, mener Mette Heiberg, som på det punkt er på linie med sine kollegaer i produktionsselskaberne.

Uanset om det drejer sig om Grundlæggende har den private producent større incitament til at sælge rettighederne i relation til et program uanset om det drejer sig om format-, dvd- eller bogrettigheder, for det kan virkelig gavne ens biks at få det solgt. Som tv-station kører man på den store økonomiske klinge, og tænker ikke så meget på det enkelte program. Det er tragisk, at vi har et system, der ikke stimulerer egenudviklingen af programmer."

Ligesom Producentforeningen mener Mette Heiberg, at tv-stationen bør få de primære visningsrettigheder i en årrække, mens producenterne får de øvrige rettigheder til programformatet.

"Hvis vi ejede vores formatrettigheder som de (tv-stationerne, red) ofte bare har liggende på hylderne og samle støv, så kunne vi indgå partnerskaber med internationale distributører og lave samarbejder finansieret af andre end tv-stationerne, så de ikke altid skal betale. Det skader nærmest Danmarks bruttonationalprodukt at hindre produktionsmiljøets udvikling. Ideen om at være et videnssamfund og styrke innovationen, det bliver jo ikke stimuleret i produktionsbranchen. Det er ufatteligt, at der ikke er mere politisk opmærksomhed omkring det."

"Det må åbenbart være meget sjovt at lave tv," siger Mette Heiberg som forklaring på, at der er så mange, særligt mindre, produktionsselskaber, om budet hvis forholdene er så svære.

"I realiteten har man fire tv-kunder på det danske marked, som kan skalte og valte, de tager selvfølgelig de rettigheder de kan få, med mindre politikerne griber ind og siger, at det ikke er fair. I UK er der eksempler på, at de kommercielle tv-stationer ITV, Sky, Channel 5 og Channel 4 har de primære visningsrettigheder i fem år, producenten har resten af rettighederne. Overskuddet fra dem får broadcasteren ca. 15 pct. af. Det har betydet at alle tjener flere penge, og at UK sidder på omkring 45 pct. af formaterne på verdensmarkedet. Det system kan man godt slå lidt på tromme for," siger Mette Heiberg.

Hvis det bedre kunne betale sig at lave tv, ville der blive lavet bedre tv, lyder essensen af Mette Heibergs anke mod tv-stationernes uvilje til at dele rettighederne.

"Man ville få en mere professionel og modig branche og få udviklet anderledes programmer. Det ville være sjovt at have råd til at eksperimentere, så kunne produktionsselskaberne selv finansiere nogle dummies (test-programmer, red.). I dag er vi mere en leverandør i stedet for en forretningspartner, der selv kommer med noget til bordet. Nettogevinsten for tv ville være enorm med den udvikling."

Succeskriteriet for et produktionsselskab er at få lov at lave en 'serie to'. Det giver ikke flere penge i kassen, hvis et program er en succes, som tv-stationen vil fortsætte, men det sparer pengene til at udvikle nyt hele tiden.

Fokus burde ligge på at gøre tv-programmet større end bare et tv-program, mener Mette Heiberg.

"Vi tænker på de ting vi udvikler som et brand, hvor vi ikke kun udkommer på tv, men også i andre medier. 'Feinschmecker' (boligprogram TVPeople har produceret til TV 2, red.). Hvis vi sammenligner med for eksempel Channel 4's bolig- og arkitekturprogrammet 'Grand Designs' i UK. Det er også et magasin, en boligmesse og et website. I PeopleGroup er også EventPeople, NetPeople, ArtPeople og mange andre kompetencer, som kunne blive involveret i den type videreudvikling."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også